Skip to main content

Lægen som Patient II

Alment praktiserende læge Jens Rosbach, VamdrupE-mail: rosbach11@hotmail.com

26. maj 2008
3 min.

Ikke sjældent kommer en person fra sundhedsvæsenet i kontakt med sundhedsvæsenet som patient.

Oftest går det godt, men det kan gå grueligt galt. En af sygehuspersonalets vigtigste opgaver er »prioritering«, altså at vælge den eller de opgaver først, som er mest påkrævet. Prioritering er nødvendig, da man ikke kan løse alle opgaver på samme tid. Denne prioritering kan nemt mislykkes, når sundhedspersonale beskæftiger sig med sundhedspersoner, politikere, kendte personer og andre, når de er indlagt i »systemet«.

Den 6. februar 2007 blev jeg opereret for et kæbebrud på Esbjerg Sygehus - to måneder efter udtrækning af en visdomstand i venstre side af undermunden. Operationen var nødvendig, da bruddet var kompliceret af betændelse.

Under min i øvrigt behagelige indlæggelse blev jeg behandlet af erfarne kæbekirurger, kompetente læger, rutinerede sygeplejersker og andet personale i »Verdens bedste sundhedssystem«, som jeg stadig vil påstå, at det er. Jeg følte, at man havde tid til at foretage de nødvendige prioriteringer, som skulle til.

Bl.a. blev min operation udsat en dag, så kæbekirurgen kunne operere på sin vante stue - formentlig en ganske fornuftig beslutning. Og en dag fra eller til. Nu var der jo gået to måneder.

Den sygeplejerske, som tog imod mig på afdelingen, anviste mig min seng, tøj osv. og sagde så: »Jeg er tilbage lige om lidt«.

Lige om lidt! Der gik næsten fire timer! »Vorherre bevares«, tænkte jeg ... Nej, vel gjorde jeg ej. Jeg lå jo i min seng og kunne se lidt fjernsyn osv. Og fire timer fra eller til - i forhold til to måneder!

Hun foretog den nødvendige prioritering. Hun havde nok travlt med andre patienter, som trængte mere. Og sådan skal det være.

Til gengæld, da jeg vågnede efter narkosen, havde jeg ret kraftig »trykken i brystet« og et blodtryk på 190/120mmHg (hvilket er temmelig meget for højt) og blev derfor tilset af en sygeplejerske hvert 2. minut og derudover af narkoselæge, forvagt og mellemvagt fra hjertemedicinsk afdeling. Betryggende. En betryggende prioritering.

Prioritering er et vigtigt kodeord!

Personalet i det danske sundhedsvæsen skal have den nødvendige tid, rum, respekt og økonomi for at kunne foretage de nødvendige prioriteringer. Så vi kan bevare »verdens bedste sundhedssystem«. Så både rengøringsassistent, advokat og læge kan blive behandlet - ens! Men det er uhyre sårbart. Det private sygehusvæsen styrkes dag for dag under den siddende regering, mens det er uhyre tvivlsomt, om »verdens bedste sundhedssystem« bevares.

Ventetidsgarantierne kan lave »rod« i prioriteringen, således at de, der råber højest, kommer først for. Og det sker oftere og oftere, at behandlingen bliver fremskudt på privathospitaler. Og den manglende prioritering kan medføre, at man måske kommer til at udføre operationer, som let kunne have ventet - eller måske endda have været undgået. Måske kan en forhastet operation være en decideret fejl.

En »prioriteret venteliste« med en hvis garanti ville være langt bedre.

Desværre lokkes flere og flere dygtige læger, sygeplejersker, radiografer og andre over i det private regi (pga. bl.a bedre løn og arbejdsvilkår) og desværre på det offentlige systems bekostning.

Hvor er jeg glad for, at alle de kompetente mennesker, jeg har mødt på Esbjerg Sygehus og siden Kolding Sygehus stadig findes her; altså at de endnu ikke er blevet lokket over i privat regi. Hvor var det dejligt at mærke, at der var plads til prioritering, at ikke alt skulle gøres op efter, hvor meget der bliver »produceret«.

»Produktion« i sygehusvæsenet er en absurd størrelse og et »fyord« efter min mening. Prioritering er derimod altafgørende.

Kære læge (sygeplejerske eller anden sundhedsfaglige person)! Hvornår har du sidst været indlagt? Det kan være en lærerig proces.

Kære politiker, hvornår har du sidst været indlagt i »verdens bedste sundhedssystem«?