Skip to main content

Lægens trøst er humoren!

Læge Marianne Borup Wangel, Kolding. E-mail: mw@medicinskhumor.dk

2. mar. 2007
1 min.

Kære Cæcilie Buhmann.

Flot, flot artikel fra turnuslægens overdrev. Godt, med noget »lægejammer«, som en stakkels, sikkert overhørt, professor foragteligt kalder det! Den artikel har tydeligvis åbnet op for debatten, og den kan være med til at give os vores medmenneskelighed tilbage.

Det danske sundhedsvæsen er ofte en grufuld og livsfarlig oplevelse, både for lægen, patienten og den pårørende. Og vi læger er jo alt dette på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Min egen overlevelsesstrategi, både kort- og langsigtet, er humoren: Lær at grine ad dig selv. Fortæl dine kolleger om dine fjollede attituder og grin sammen. Lav »ugens fejl« som konferenceemne på afdelingen. Oplev, hvordan tilliden og latteren afgifter den farlige stemning og opbløder mavens ansvarsknude. Den, vi fik som kvittering for lægeløftet.

Overordnet er humor og latter faciliterende for patientkontakten og essentiel for helingen.

Du, og alle andre, er velkommen i Dansk Selskab for Medicinsk Humor (DSMH) og til at deltage i vores kongres i Helsinge den 9.-11. maj. Se mere på www.medicinskhumor.dk

Mange lattermilde hilsner og held og lykke med dit liv og din karriere!