Lægeopråb i Sverige

For snart et år siden startede der et oprør i Sverige.

Det var den ellers så fredsommelige lægestand, der havde fået nok af New Public Management (NPM). Oprøret blev formuleret den18. juni 2013 i kølvandet på en række dybdeborende artikler i Dagens Nyheter (DN), hvor journalisten Zaremba redegjorde for de absurde konsekvenser af den pølsefabrikstankegang, man tilsyneladende kritikløst har overført til driften af sundhedsvæsenet.

Ud fra tanken om at offentlig virksomhed bliver mere effektiv, hvis den markedsgøres, deles sundhedsvæsenet op i kunstige virksomheder, der sender patienter frem og tilbage imellem sig, ud fra hvad der belaster egen økonomi mindst. Svingdørspatienter kan således absurd nok blive mere lønsomme end de patienter, der har lang »liggetid«, men til gengæld færdigbehandles.

Hvad er det så de svenske læger forlanger?

»Vi vil have et sundhedssystem, som styres ud fra patientens behov. Vi vil have et sundhedsvæsen, hvor vi kan agere med udgangspunkt i vores professionalisme. Vi vil hellige os det, vi er uddannet til: at være gode læger, som tager hånd om patienterne på en måde, der er baseret på viden, etik og empati. Giv os den plads!«.

9.000 underskrifter kom på plads i en fart, og siden er det gået slag i slag med møder og debat i den svenske lægeforening. For det er os læger, der mærker konsekvensen af, at sundhedsvæsenet organiseres ud fra et industrielt ideal, der bygger på storskalatænkning og fragmentering. At patienterne bliver til kunder og behandlingen af dem til produktion. Zaremba fortæller historien om Gustav B., en patient, som blev tilset af 82 læger i løbet af de 113 dage, det tog, inden han afgik ved døden. »Ind kommer mennesket, han kastes op i luften og kommer ned som konfetti«, som hans enke, fru B., efterfølgende sagde til Zaremba.

Godt det kun er i Sverige, eller hvad?

I praksis her i Danmark står vi med alle dem, der flakker rundt i systemet uden en oplagt diagnose, eller dem, der falder ned mellem stolene. Med fru P., som har KOL, diabetes, demens og bensår og bliver sendt hjem med taxa fredag kl. 24, hvor hun er færdigbehandlet for en mindre blærebetændelse.

Om mandagen ringer datteren og er forarget. Men hvor skal vi rette vreden hen? Mod afdelingen, der agerer ud fra de instrukser, der foreligger? Mod det politiske del og hersk-system? Eller mod den grundliggende NPM-ideologi, der skaber rammerne?

Man kunne drømme om, at danske journalister blev inspirerede af DN til at se kritisk på forholdene herhjemme. Og at vi her i Danmark står sammen som læger og tager hul på en lignende debat i vores egen lægeforening.