Læger har stor indflydelse på fravær

Tidligere var sengeleje godt ved sygdom. Nu ved vi, at det ofte er skadeligt. Det er heller ikke mere en generel opfattelse, at sygdom kræver fravær. Alligevel sygemeldes patienter, der ikke kræver absolut aflastning. Sygemelding er let og hurtig, men som ved anden behandling må effekter og bivirkninger afvejes. Én bivirkning er, at et påbegyndt sygefravær let trækker ud. Ikke nødvendigvis fordi det tager tid at blive arbejdsfør, snarere fordi patient, kommune og læge mangler et konstruktivt alternativ. Ved sygemelding pga. lumbago uden bedring ved næste kontrol, er det svært at argumentere for genoptagelse af arbejdet.

Men der kan være fagligt forsvarlige alternativer. Den tidligere bekvemme førtidspension er nu sjældent aktuel - bortset fra livsforkortende sygdom, hvor omkostningerne jo er beskedne. I dag tilstræbes fortsat arbejde med de nødvendige hensyn. Langvarigt sygefravær domineres af reumatologia og psychiatria minor. Disse almindelige, alvorlige, smertefulde og funktionsnedsættende tilstande nyder lav forskningsmæssig prestige. Med ringere evidens for diagnostik og behandling end ved major-tilstande som inflammatoriske gigtlidelser og psykoser må de til en vis grad håndteres på baggrund af klinisk erfaring og sund fornuft. Med ofte begrænsede positive erfaringer kan det være svært at hjælpe patienten med kronisk ondt i arm, ryg eller sjæl, og som føler, at arbejdet overstiger deres ressourcer eller gør dem syge.

Det første problem er diagnosen: Kan smerten karakteriseres ved reumatologia minor? Kan patologien lokaliseres og karakteriseres? Hvad er prognosen i forskellige scenarier? Og for psychiatria minor: Skader sygefravær ved at isolere den psykisk vulnerable patient fra trygge arbejdsomgivelser?

Ved simultan optræden af begge minor-problemer kan det første udløse eller accentuere det andet (»psykisk overbygning«). Det omvendte kan være udtryk for somatisering (»ondt i livet«). Vanskelig diagnostik og behandling kan i sig selv gøre ondt på en hårdt ramt patient, som ikke føler sig professionelt undersøgt, men alligevel sygemeldes, rådgives om arbejdsskift, eller får en behandling, som ikke virker.

Som lægers hyppigste arbejdsmedicinske ydelse forudsætter sygemelding ikke blot vurdering af sygdommen og behandlingsmuligheden. Også de mentale eller fysiske påvirkninger (sunde såvel som usunde) og krav i arbejdet er vigtige. Indikationen for sygemelding ved en given sygdom er naturligvis forskellig for højskolelæreren og slagteriarbejderen. Trods traditionelle kerneydelser som diagnostik og behandling, skal livet - også arbejdslivet - gå videre for vore patienter. Med kendskab til arbejdspladsens muligheder kan vi også påvirke det sidste. Arbejdsfastholdelse har vundet indpas i mange virksomheder og kommuner. Mangler patienten indflydelse på sit arbejde, kan lægen ofte undgå eller begrænse fravær ved at udnytte sin mulighed for at ændre arbejdskrav eller -belastninger. Det kan også være forudsætning for, at behandlingen virker.

Lægens vurdering og de konkrete handlemuligheder drøftes i tillid med patienten, og der opstilles fælles mål og strategi. Primært tages stilling til, om det overhovedet er muligt at møde på arbejde. Det er som regel tilfældet og kan være fordelagtig ved eksistentielle problemer eller ukompliceret lumbago. Patienten, som allerede selv har sygemeldt sig, værdsætter ofte et konstruktivt alternativ til fortsat fravær. Ved forventning om et recidiverende eller permanent misforhold mellem helbred og arbejde er en isoleret sygemelding uhensigtsmæssig og fremtidsscenarierne må overvejes. Kan kommunen bistå med indretning af arbejdsplads, særlige arbejdsredskaber mv.? Er der behov for særlig arbejdsfunktion, -vilkår eller -tid? Skal der interveneres ved usunde arbejdskrav eller -påvirkninger? En a priori antagelse af arbejdspladsens påvirkninger og krav som noget statisk, der ikke kan ændres på, kan være bekvem, men er som udgangspunkt forkert - i det mindste indtil det uden held er forsøgt.

Læger har stor indflydelse på forhold på arbejdet, og moderne virksomheder værdsætter konstruktive alternativer til fravær. Kommunikation herom kan være forudsætning for, at patienten kommer på arbejde og gør fyldest - selv om det kan være på et andet niveau end før. Kontakt med personer uden for sundhedsvæsenet og deltagelse i en rundbordskonference med patient, ledelse og andre aktører for at løse et fælles problem kan være uvant for lægen - og tage tid. Ofte må man prøve sig frem. Men overskridelse af de vante roller er lærerig og giver goodwill. Mange patienter vil sidst af alt opgive deres arbejde. Efter min mening de fleste.