Skip to main content

Læger i Facebookgrupper lider af elektronisk autisme

»Søger disse læger den elektroniske autisme, fordi de er dårligt rustede, fordi de er dovne, er et produkt af tiden, eller fordi de er efterladt af et ikkefungerende netværk af kolleger?« spørger pensioneret overlæge i kølvandet på debatten om den lukkede Facebookgruppe med cirka 11.000 læger.

Peter Prinds, pensioneret overlæge, 
d116696@dadlnet.dk

14. okt. 2019
6 min.

I pressen omtales en facebookgruppe med op til 11.000 læger. Man kalder det et lukket forum, hvori man diskuterer faglige, arbejdsmæssige og politiske synspunkter. I dette forum har man angiveligt eksempler på patienter, der kan identificeres, plus man udveksler anekdoter om patienterne.

Hvad er der galt i det?

Svaret er følgende:

- Loven om tavshedspligt er i spil. Kent Kristensen, der er ekspert i sundhedsjura på Syddansk Universitet, betragter det, som foregår, som værende ulovligt. Det må give konsekvenser.

- At tro, at en facebookgruppe på 11.000 mennesker er lukket, er i bedste fald bundnaivt. Beviset er, at aktiviteterne på denne facebookside nu er i pressen.

- Hvis man besværer sig over patienter, der ikke forstår, hvad man siger, bør man vide, at det ikke er patienterne, der er dumme. Magter man ikke at forklare sig, må man søge hjælp. Lægen har brug for kommunikationsundervisning eller håndtering af temperamentet. Andre må i mellemtiden træde til for at hjælpe patienten.

- Det er forkert at irriteres over, at en overvægtig patient angiver næsten ikke at spise noget. Masser af overvægtige har gennem årene undskyldt sig med eller troet, at man næsten ikke spiser. Det er måske hovedårsagen til problemet og derfor ikke »irriterende«.

Udtalelser fra læger i gruppen

Aktiviteterne i denne facebookgruppe er blevet anfægtet af Lægeforeningen, hvorefter to af deltagerne har bidraget med blandt andet følgende citater i Ugeskrift for Læger, hvis ordlyd uhindret kan nå ud til enhver borger i dette land.

Citat 1: »Langt de fleste gange er patienterne meget svære at genkende. Så kan det godt være, at nogle patienter vil føle sig ramt, men sådan er det«

Stjernedumme synspunkter. Ingen patient skal kunne identificeres, ingen patient skal rammes.

Citat 2: »Den her gruppe har værdi for os. I det her tilfælde synes jeg, at fordelene langt opvejer ulemperne«

Fordelene for de to læger synes større end ulemperne for patienterne og resten af lægestanden. Igen en tåbelig holdning, der med al tydelighed afspejler dagens trend: mig først.

Citat 3: »Hvad skal vi ellers bruge, hvis vi har brug for et stort forum af fagfæller«

Læger har fungeret i mange, mange år uden en facebookgruppe på 11.000. Har patienten et problem, man ikke kan løse, inddrager man en kollega eller en afdeling. På alle afdelinger findes der retningslinjer for behandlingen, og rækker de ikke, sendes patienten til nogle, der er rustede til opgaven. Findes der arbejdsmiljøproblemer, vendes de med kolleger og om nødvendigt med fagforeningen. Udsættes man for oplevelser, man ikke kan rumme, og det gør alle iblandt, skal man vende dem med mennesker omkring sig.

Citat 4:»Der er mange af os læger, der i vores dagligdag går blandt så meget sygdom og elendighed, at humoren kan være en coping-strategi for at få tingene lidt på afstand«

Det er rigtigt, at læger er mennesker, men er man læge, og går man på Facebook kun for at promovere sig selv, så er der bestemt andre fag, man med fordel skulle vælge. Har man valgt at fungere som læge, må man forvente, at man på arbejdet møder sygdom og elendighed. Men det gør man ikke. Man møder spændende opgaver, som man, ved den viden og erfaring man med taknemmelighed har modtaget, glæder sig til at løse.

Hvad betyder det?

Aktiviteten i denne facebookgruppe truer patientens tillid til sundhedsvæsenet og viser en uartig ringeagt for medmennesket.

Resultatet er, at patientens sygdom eller fatteevne risikerer at komme til diskussion blandt 11.000 fagfolk og siden lagt ud i al offentlighed. Patienter risikerer at blive kompromitteret, og nogle vil føle et ubehag, mens andre vil trykke sig, når de står over for en læge.

Hvis man efter ti års uddannelse ikke magter det faglige og ikke har skaffet sig nærtstående relationer, der kan hjælpe, hvordan kan man så forfalde til at mene, at patienterne er irriterende og dumme?

Man skal (..) samle journal og sine optegnelser og søge kontakt til og råd fra en mere erfaren kollega. Når arbejdsdagen er forbi, skal man gå hjem og give al opmærksomheden til familie, venner og hunden.

Det er uetisk, det er en ydmygelse af patienterne, det er udtryk for en forråelse, og det er unødvendigt. Ganske unødvendigt.

Målet med medicinstudiet er både at få styrket faglighed og at lære at kommunikere med og behandle patienter.

Medicinstudiet afsluttes med lægeløftet: »At jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden personsanseelse; at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret; at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser«.

Alle har mulighed for råd

Lægen får verdens bedste teoretiske uddannelse suppleret med flere år med mesterlære. Efterfølgende står ingen læge uden mulighed for at spørge nogen til råds. En ældre kollega på arbejdspladsen, en ældre kollega, som man har mødt på en uddannelsesafdeling, eller en kollega på en universitetsafdeling.

Man kan uddanne sig til læge af mange årsager. Men uden patienter var der i sagens natur ingen læger. Tilstedeværelsen af patienter opfylder det ønske, man har om at være til gavn for andre, retfærdiggør den undervisning, man har modtaget, giver den løn, der betyder, at man selv kan give sine børn en uddannelse, og bør give selvtillid. En selvtillid, der garanterer, at patienten aldrig mødes af irritation, latterliggørelse eller inkompetence, aldrig skal frygte at næste læge, vedkommende møder, er forudindtaget.

Nedladende åndsfyrster eller naivitet

Hvordan er vi nået dertil? Har vi produceret en flok egocentriske, nedladende åndsfyrster blottet for empati? Eller handler det om uvidenhed eller naivitet?

Søger disse læger den elektroniske autisme, fordi de er dårligt rustede, fordi de er dovne, er et produkt af tiden, eller fordi de er efterladt af et ikkefungerende netværk af kolleger?

Føler man sig ikke rustet fagligt eller psykisk til at udføre hvervet at hjælpe syge mennesker, er valget af lægefaget måske ikke optimalt. Er der et reelt håb om, at man kan komme til at fungere som en habil behandler, skal man vælge rollen som elektronisk autist fra. Er der arbejdsproblemer, man ikke selv kan løse, vælger den elektroniske autist at gå og putte med det, til arbejdsdagen er forbi, hvorefter vedkommende styrter hjem til computeren for i en lukket gruppe på 11.000 mennesker med åben kontakt til pressen at lukke sine frustrationer ud. Det er da torskedumt. Man skal i stedet samle journal og sine optegnelser og søge kontakt til og råd fra en mere erfaren kollega. Når arbejdsdagen er forbi, skal man gå hjem og give al opmærksomheden til familie, venner og hunden.

Til slut vil jeg citere Søren Kierkegaard i ”Sandheden om at hjælpe”:

”Naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, maa man først og fremmest passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.”

Læs også: Lægeforeningen kalder opslag i lukket læge-Facebookgruppe »uacceptable«