Læger kan nemt øge lighed i sundhed

Vi skal gøre mere forskel på patienterne. Sådan siger Lægeforeningen i nyt udspil om ulighed i sundhed, der blev præsenteret i Ugeskrift for Læger den 29. november. Med det ny udspil bevæger Lægeforeningen sig på visse punkter ud over det rent sundhedsfaglige. Det er ganske fornuftigt, men så må man også generelt være parat til at se mere fordomsfrit på samfundsproblemerne.

Rygning er et af de helt store folkesundhedsproblemer. Hvis man ønsker mere lighed i sundhed, giver det ikke alene mening at gøre forskel på patienter. Det vil f.eks. også være logisk at gøre forskel på tobaks- og nikotinprodukter afhængigt af deres skadelighed. Det vil have store positive effekter på folkesundheden og på ligheden.

På den ene side ved vi, at der er en overvægt af rygere blandt lavindkomstgrupperne. Og vi ved, at de har svært ved at slippe deres usunde vaner. Og på den anden side ved vi, at lavindkomstgrupperne dermed bliver ekstra hårdt ramt, når afgifterne på cigaretter stiger – en stigning som ellers er logisk ud fra et folkesundhedsperspektiv.

Hvordan undgår vi så øget ulighed i økonomi, når man forsøger at bekæmpe ulighed i sundhed? Svaret er måske en smule kontroversielt – men det er så oplagt, at Lægeforeningen burde tage det til sig.

»Vi har haft en ’one size fits all'-tankegang. Men der er ingen tvivl om, at der er nogle patientgrupper, der har behov for, at vi er langt mere vedholdende, støttende og opsøgende«, sagde Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen. Den tankegang burde hun også anvende på tobaks- og nikotinområdet.

Nogle rygere kan heldigvis nemt kvitte smøgerne. Det er ubetinget den bedste løsning. Andre har imidlertid svært ved at klare sig uden tobak og nikotin – eller nægter at gøre det. Denne sidste gruppe bliver hårdt ramt af øgede afgifter, og det er egentlig unødvendigt. Her burde regeringen gøre det lettere for voksne rygere at skifte til mindre belastende tobaks-og nikotinprodukter såsom e-cigaretter, opvarmet tobak, tyggetobak eller nikotinposer. Det er ikke sundhedsprodukter. Men det er mindre skadeligt, og det giver mening, at både sundheds-og afgiftspolitikken »nudger« folk væk fra cigaretter hen mod et mindre skadeligt forbrug. Det ville sådan set være uproblematisk at hæve afgifterne på cigaretter yderligere, hvis bare man samtidig sikrer, at folk kender til alternativerne, og at alternativerne er pålagt lavere afgifter end cigaretter.

Det er et videnskabeligt faktum, at et af det store problemer ved rygning skyldes afbrændingen af tobak. Hvis man holder op med at brænde produkterne, eksponeres brugeren for signifikant lavere niveauer af skadelige substanser [1]. I dampen fra et opvarmet tobaksprodukt fandt man f.eks. 95 procent lavere niveauer af IARC klasse 1 karcinogener sammenlignet med røgen fra en cigaret. Der blev heller ikke udviklet kulilte, som er en vigtig risikofaktor for forekomsten af hjerte-kar-sygdomme ved rygning [2].

Alle nikotinprodukter rummer risici. Men nogle er mere skadelige end andre. Reguleringen burde indrettes, så de mest skadelige produkter reguleres hårdere end de mindst skadelige. Det er sund fornuft. Og det ville samtidig sikre, at uligheden ikke bliver noget stort problem, når man øger afgifterne på cigaretter.

Her må lægerne medvirke til at oplyse rygerne om, at der også er en vej til bedre helbred, selv hvis disse ikke kan få sig selv til helt at kvitte tobak og nikotin.

Læger skal gå forrest i arbejdet for at sikre mere lighed i sundhed, hedder det i Lægeforeningens udspil. Ved at differentiere i rådgivningen mellem røgprodukter og røgfri produkter har lægerne en konkret mulighed for at gøre en positiv forskel.