Skip to main content

Læger kan, vil og skal forebygge

Overlæge, formand for Sundhedskomitéen Henri Goldstein, Afdelingen for Forebyggelse, Roskilde Amts Sygehus, Køge. E-mail: goldstein@dadlnet.dk

31. okt. 2005
3 min.

De seneste 15-20 år har vi set en række omfattende visionære folkesundhedsprogrammer, der, dels udsendt af regeringen og dels af amter og kommuner, har vist, at især sygdomsforebyggelsen har fået en større plads i det samlede sundhedsvæsen. Den er fortsat ganske lille, men bevidstheden om dens eksistens er tydeligvis øget. Hvorvidt man ad åre kan ønske sig et lægeligt speciale i præventiv medicin, er fortsat uklart, idet en stor del af sygdomsforebyggelsen naturligt ligger hos de speciallæger, der er uddannet til at behandle specifikke sygdomme.

Danske læger har gennem mange årtier udført et stort arbejde med sygdomsforebyggelse. Man kan blot tænke på skolesundhedstjenesten, de praktiserende lægers indsats omkring fx vaccinationsprogrammet, børneundersøgelser, svangerskabsforebyggelse, vægtreduktion m.m. Selvom skolesundhedstjenesten er væsentligt reduceret, er der fortsat behov for en sådan ordning.

Også Lægeforeningen har gennem årtier udøvet et gennemgribende arbejde for den forebyggende medicin. Det startede bl.a. med Hygiejnekomitéen, som blev etableret i 1936. Senere skiftede den navn til Sundhedskomitéen, men indholdet er stort set det samme: Sygdomsforebyggelse i alle aspekter af den lægelige gerning. Sundhedskomitéen har således en stor aktivitet omkring forebyggelse, og dens medlemmer er repræsenteret i en række sygdomsforebyggende fora og organisationer med semi-officiel eller helt officiel status. Efter aftale med hovedbestyrelsen i Lægeforeningen repræsenterer Sundhedskomitéens medlemmer foreningen bl.a. i følgende sammenhænge: I Komitéen for Sundhedsoplysning er Lægeforeningen repræsenteret i flere organer. Vi er desuden repræsenteret i Dansk Netværk for Tobaksforebyggelse, Dialognetværket for Fremme af Etnisk Ligebehandling, Det Kriminalpræventive Råd, Foreningen Sex og Samfund og en række referencegrupper om rygeafvænning, bl.a. i almen praksis og for gravide og spædbørnsforældre.

Samtidig bør man konstatere, at Sundhedskomitéen medvirker til udformningen af Lægeforeningens forebyggelsespolitik, bl.a. den gældende tobakspolitik, og på lægemødet om få uger vil et forslag til alkoholpolitik for Lægeforeningen blive forelagt. Samtidig afholdes der i Sundhedskomitéens regi i begyndelsen af april en intern konference om lægens fremtidige placering i forebyggelsen. Desuden har Sundhedskomitéen efter aftale med hovedbestyrelsen gennem det seneste år haft møde og et godt samarbejde med Folketingets Sundhedsudvalg.

De seneste 8-10 år har i højere grad end tidligere fokuseret på den sygehusansatte læges forpligtelse til at medvirke i forebyggelsen. Det er p.t. indskrevet i sygehusloven af 1995, om end denne lov formentlig ophæves ganske snart som led i strukturreformen. Netop det ændrede Danmarkskort betyder, at danske læger skal finde deres ståsted - ikke blot, når sygdomme skal diagnosticeres, behandles og evt. lindres - men også, når de skal forebygges. Dette gælder naturligvis både den primære, sekundære og tertiære forebyggelse.

Det seneste år har medført øget debat om, hvorvidt sygdomsforebyggelse skal være en regional eller en kommunal opgave. Som udgangspunkt ligger det økonomisk tunge sundhedsvæsen på regionalt plan, og da såvel sygehuse som praksissektoren vil være regionale opgaver, er det naturligt, at den lægefaglige sygdomsforebyggelse er placeret i de nye regioner. Som brugbart eksempel kan nævnes Afdelingen for Forebyggelse på Roskilde Amts Sygehus i Køge.

Det er imidlertid afgørende, at danske læger kommer på banen som aktive medspillere og i en række tilfælde også som ledere og chefer for sygdomsforebyggelse i regioner og kommuner. Lægen er fortsat den bredest uddannede sundhedsperson, der agerer i det danske sundhedsvæsen. Samtidig er han/hun formentlig den, der er bedst orienteret om sygdommes ætiologi og patologisk udvikling. Disse forhold er afgørende for den betjening, som befolkningen modtager. Den har krav på den højeste ekspertise, både når sygdomme er opstået og i deres forebyggelse.

Ofte nævnes at læger ikke »gider« deltage i forebyggelsen og ikke interesserer sig for den. Dette nummer af Ugeskrift for Læger afkræfter disse påstande, og det er nødvendigt, at vi som lægeforening tydeligt signalerer, at vi er på banen, vi deltager gerne, og vi betragter forebyggelse af sygdomme som ét af de kerneområder, som læger også varetager.