Skip to main content

Læger og borgere ved for lidt om lindring

Langt de fleste dødssyge patienter ønsker ikke aktiv dødhjælp, hvis de får tilbud om lindring og viden om, hvordan de kan hjælpes, skriver Niels Møller, der er fagområdespecialist i palliativ medicin.

Overlæge, fagområdespecialist i palliativ medicin Niels Møller, Onkologisk og Palliativ Enhed, Sjællands Universitetshospital
E-mail: ntn@regionsjaelland.dk

31. maj 2018
4 min.

I Ugeskrift for Læger den 28. maj 2018 gør endnu en læge, der er medlem af Læger for aktiv Dødshjælp, sig til talsmand for, at læger skal kunne aflive deres lidende patienter. Det er ikke en opfattelse, jeg deler!

Jeg har været ansat i en specialiseret palliativ enhed i mere end ti år, heraf godt otte et halvt år på hospice, og har været læge for ca. 3.000 patienter med svær, uhelbredelig sygdom, flest med kræft, men også med neurologiske lidelser, hjertesvigt og KOL. Jeg er kun 2-3 gange blevet spurgt til aktiv dødshjælp, og i hvert tilfælde blev ønsket frafaldet, når de pågældende patienter blev orienteret om mulighederne for lindring af smerter, åndenød, angst mv.

Stor og taknemmelig opgave

Det er en stor og taknemmelig opgave at hjælpe patienter med svær og uhelbredelig sygdom, og der er som regel rigeligt med uerkendte symptomer og problemer af fysisk og psykisk art at tage fat på. Der er ikke den nødvendige opmærksomhed på palliative problemstillinger i sundhedsvæsenet og ikke tilstrækkelig viden om og uddannelse i palliativ omsorg. Det er synd for patienterne – men også for de læger, der ikke får glæden ved at opleve effektiv lindring af patientens symptomer.

Jeg kender ingen kolleger inden for palliation, der går ind for aktiv dødshjælp.

Patienter med uhelbredelig livstruende sygdom afsluttes ofte i sygehusvæsenet med ordene: ”Der er ikke mere, vi kan gøre for dig”, hvad der naturligvis skaber fortvivlelse og håbløshed. Men der er altid noget mere, der kan gøres. Selv om sygdommen er uhelbredelig, er der mange muligheder for symptomlindring og støtte. Når jeg til møder med ikkelæger spørger om holdningen til aktiv dødshjælp, viser det sig stort set altid, at det drejer sig om effektiv lindring af symptomer i terminalfasen af svær sygdom og ikke om, at læger skal kunne tage livet af patienter.

Ikke nødvendigvis specialistarbejde

Stort set alle patienter, jeg modtager på hospice, har mundsvamp og forstoppelse; symptomer, der af nogle sundhedsfaglige opfattes som banale, men som er svært livskvalitetsforringende og ret lette at behandle. Mange uhelbredeligt syge fortsætter alt for længe med medicin, der ikke længere er relevant, og lettes for tabletbyrde, interaktioner og bivirkninger, når medicineringen saneres. Og smertebehandling, hvis principper er rimeligt enkle, lader tit meget tilbage at ønske. Neurogene smerter er ofte uerkendte og dermed ubehandlede.

Palliativ indsats er ikke kun til terminalt syge mennesker, men kan indtænkes fra starten af et alvorligt sygdomsforløb. Inspireret af WHO er formålet at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og behandling af smerter og andre problemer af fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art. Og basal palliation er ikke specialistarbejde, men bør være en del af enhver klinisk arbejdende læges arbejde.

Uvidenhed blandt læger

Det er et problem, at danskere i almindelighed og læger i særdeleshed ikke er godt nok orienteret om mulighederne for god lindring ved henvisning til palliativt team eller hospice og derfor tænker, at aktiv dødshjælp skal være en mulig løsning på lidelse. Der er ingen, der behøver at lide, indtil døden indtræffer. Og jeg kender ingen kolleger inden for palliation, der går ind for aktiv dødshjælp.

Der hersker, også blandt læger, uvidenhed, myter og fejlopfattelser om, hvad palliation indebærer. Det kan der rettes op på ved målrettet undervisning både præ- og postgraduat. Der er mange uddannelstilbud til sygeplejersker, men ganske få til læger. Det er et problem, at der i Danmark kun er 61 godkendte fagområdespecialister i palliativ medicin, hvoraf kun ca. 40 arbejder inden for området, og at palliativ medicin ikke er et formelt lægeligt speciale.

Anette Hygum, som er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, ønsker en kampagne, der kan forklare borgere og ikke mindst fagfolk, hvad der rent faktisk kan gøres. Det er helt åbenbart tiltrængt.

Har man lyst til at vide mere om basal palliation, kan Dansk Selskab for Almen Medicins (DSAM) vejledning om palliation fra 2014 gratis downloades fra DSAM’s hjemmeside, og vil man vide endnu mere, er der i 2015 udgivet en fremragende dansk lærebog ”Palliativ medicin” på Munksgaards Forlag.