Læger og patientsikkerhedsarbejde - inkongruente størrelser?

Patientsikkerhed er for alvor kommet på den offentlige dagsorden og er blevet et begreb, som det er vanskeligt at være imod. Tilsyneladende er danske læger ikke så engagerede i patientsikkerhedsarbejdet, hvilket stemmer overens med erfaringer fra andre lande.

En undersøgelse fra 2001 synliggjorde lægers modvilje mod patientsikkerhedsarbejde, bl.a. fordi de var bange for deres karriere og for sanktioner.

Læger er naturvidenskabeligt uddannede, skolede individualister, som er vant til at tage ansvar. Vi arbejder overvejende i team som ledere. Vi vil bruge tid på lægeligt arbejde, men bliver pålagt stedse flere administrative opgaver, der hæmmer vore faglige udfoldelser. Den lægelige kultur og det retssystem, vi arbejder under, individualiserer vore handlinger, succeser og fiaskoer.

Læger vil gerne forbedre patientbehandlinger, indføre nye behandlingsmetoder, forske osv. Derfor undrer det, at de ikke ser patientsikkerhed som en mulighed for dette.

Eksemplets magt

Med erfaring udvikler vi vores fagidentitet. Som seniorlæger er vi på godt og ondt rollemodeller for uddannelsessøgende læger. Hvordan kan vi skabe en fælles kultur og uddannelse, så vore yngre kolleger engageres i patientsikkerhedsarbejdet, hvis vi ikke selv er det? Hvad skal der til for, at seniorlæger gider engagere sig i patientsikkerhed? Hvordan kan arbejdet blive meningsfyldt for læger? Hvordan kan lægestanden arbejde seriøst med patientsikkerhed, når de fleste læger er midlertidigt ansat?

Skal vi for at arbejde med patientsikkerhed først arbejde med de psykologiske sider heraf - med vores frygt for tab af selvbillede som rigtige læger, tab af prestige ved erkendelse af egne fejl og tab af faglighed ved at beskæftige os med bløde værdier?

Måske er lægers modstand mod at arbejde med patientsikkerhed udtryk for en slags psykisk immunforsvar. Forandringer skaber modstand, fordi vi taber noget, f.eks. handlefrihed, fordi vi frygter nye krav, eller fordi vi ikke har tillid. For at gå konstruktivt ind i en ny opgave skal vi opleve en gevinst, der udkonkurrerer vore tab.

Hvordan kan en struds med hovedet i jorden plukke lavthængende frugter?

At perfektionere en opgave kræver viden, uddannelse og erfaring. Mange speciallæger er ikke uddannede i patientsikkerhedsarbejde. At forstå og at skabe fælles fokus på og motivation for opgaven er en forudsætning for succes. Hvad kan motivere læger til at indgå i patientsikkerhedsarbejdet? Er der behov for dokumentation eller for at videnskabeliggøre området?

Lederne må påtage sig ansvaret for at engagere læger til denne fælles og prioriterede opgave, og lederne skal skabe rum og tid til arbejdet. Lederen skal medvirke til at skabe en ånd og kultur, der engagerer læger. Vi ved, at lederskab er associeret med højere faglighed og performance samt færre klager.

Vi ændrer generelt ikke adfærd eller justerer risikoopfattelse, fordi administratorer ønsker det, men fordi vi f.eks. involveres i alvorlige utilsigtede hændelser eller klager. Hvorfor er vi så ikke bedre til at engagere os i de konkrete hændelser på afdelingerne?

Udfordringen

Den Danske Kvalitetsmodel er en realitet. Patientsikkerhed er et af de bærende elementer heri. Vi kan frygte, at lægerne sættes uden for indflydelse, hvis vi ikke aktivt indgår i patientsikkerhedsarbejdet netop nu.

Patientsikkerhed handler om at tænke anderledes og ændre det, vi kan.

Vi har ikke løsningen på de stillede spørgsmål.

Vi mener, at læger har en klar rolle i patientsikkerhedsarbejdet, og at læger skal engagere sig i arbejdet og derigennem tage et medansvar af hensyn til patienterne, samarbejdet med andre faggrupper og vores faglige udvikling.

Vi mener, at Lægeforeningen skal have en klar politik på området og selv tegne foreningen.

Interessekonflikter: ingen