Skip to main content

Læger på kanten

Alment praktiserende læge Lisbeth Errebo-Knudsen, Horslunde, Lolland. Alment praktiserende læge Kim Kristensen, Horslunde, Lolland, kak@dadlnet.dk

2. mar. 2012
2 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

I vores velfærdssamfund er det en grundlæggende forudsætning for et moderne velfungerende sundhedsvæsen at alle borgere har deres »egen« praktiserende læge.

Praksis skal sikre lægedækning iht. praksisplanen, som danner grundlag for bæredygtighed og fremtidssikring. Praksis skal være attraktiv for både patienter og nye læger. Bæredygtige klinikker kan være både større klinikker med flere læger og mindre praksis, evt. solopraksis, der kan være bundet sammen i et netværk.

Den store absorption af læger i urbaniserede områder med supersygehuse, forskerstillinger og delepraksis gør, at der er tiltagende dårlig lægedækning i udkantsdanmark.

Problemet søges løst med regionsklinikker med skiftende bemanding, tildeling af praktiserende læger til patienter langt fra deres bopæl (f.eks. 20 km eller mere) eller ligefrem en praktiserende læge på en nærliggende ø. Med denne løsning kan man ikke opfylde gate keeper-funktionen, tovholderfunktionen eller laveste omkostningsniveau (LEON).

De administratorer, som på omtalte måde forsøger at opfylde landsoverenskomstens bestemmelser, gør sig skyldige i et dårligt fungerende sundhedsvæsen i primærsektoren.

Hvis der skal være lighed for alle borgere i det danske sundhedsvæsen kræver det en målrettet politisk indsats nu, og indtil problemet er »gået over«.

I en periode med lukningstruede praksis er der kun én fællesnævner, der igen og igen dukker op, når situationen debatteres og analyseres, og det er økonomi. (Money talks).

Mulige økonomiske tiltag kan være: 1) godtgørelse, som i Region Syd for i fremtiden at etablerer bæredygtige praksis til fastholdelse af ældre kolleger, 2) godtgørelse til nystartede kolleger, 3) huslejetilskud, flyttetilskud og ad hoc-økonomiske løsninger og 4) økonomisk støtte til personale, inventar, uddannelseslæger, it, vikarhjælp og praksisflytning.

I visse områder, f.eks. Vendsyssel, Vestjylland, Sønderjylland, Lolland-Falster og Bornholm, er det umuligt at opdrive nye læger. Disse områder er ved at ligne småøerne og er ikke attraktive for yngre kolleger, som har ægtefæller i job, børn i pasningsordninger og måske også er stavnsbundet i boliger nær universitetsbyerne.

Så man kunne i lighed med øtilskud ud over økonomisk gulerod foreslå hjælp til at finde dagpleje/daginstitutionsplads, ægtefællejob og bolig.

Det er positivt, at der i storcirklerne omkring universitetsbyerne er forår i luften med praksishandler.

Når problemet er gået over, og når dette forår om nogle år (fem?) også er kommet til udkantsdanmark, bør de almindelige markedskræfter med udbud/efterspørgsel selvfølgelig herske igen.

Så kære venner: PLO, regionsråd og KL (LSU). Indtil foråret kommer til udkantsdanmark skal der handles klogt og kreativt. I må gerne bruge ovennævnte forslag. Pengene er godt givet ud i denne undtagelsessituation.