Den 17. februar 2008 chokerede DR og TV2 danskerne ved at bringe den nyhed, at Lægernes Pensionskasse (LPK) investerer penge i virksomheder, der producerer klyngebomber. Gennemgående i begge nyhedsindslag var en udtalelse fra LPK's direktør, Niels Lihn Jørgensen (NLJ), at han ikke ser nogen problemer i at investere i klyngebomber, så længe han har medlemmernes opbakning. Og med den bemærkning døde den debat, som det åbenlyst moralsk anstødelige i nyheden lagde op til.
Når NLJ henviser til »medlemmerne«, mener han de medlemmer, der møder op til LPK's årlige generalforsamling. Det er dog ikke ethvert medlem af pensionskassen, som uden videre har adgang til generalforsamlingen, men kun såkaldt delegerede fra Lægeforeningens repræsentantskab. Og kun de delegerede har stemmeret. Dermed er det så godt som uden for rækkevidde for det menige medlem at udøve indflydelse på generalforsamlingens beslutninger.
Undertegnede medlemmer finder det stærkt tvivlsomt, om flertallet af lægerne virkelig skulle være for, endsige skulle kunne acceptere, at deres otium bliver finansieret delvist af våbenproduktion. Derfor synes vi, at debatten må tages i plenum og bringes for dagens lys i generalforsamlingen.
Som LPK ved flere lejligheder har forklaret, foretages de omtalte investeringer gennem investeringsforeninger. En investeringsforening investerer de penge, de modtager fra LPK, i flere forskellige virksomheder, eksempelvis producenter af klyngebomber. LPK har ikke umiddelbart mulighed for at vælge ud blandt disse virksomheder, hvis en enkelt ikke lever op til LPK's etiske krav. Dertil kommer, at en pensionskasse har pligt til at investere medlemmernes penge der, hvor de giver det største afkast. Dvs. hvis placeringen af penge hos en given investeringsforening kommer mangefold tilbage, vil denne investeringsforening være mere eller mindre selvskrevet til at indgå i pensionskassens investeringsportefølje.
Det er således ikke nogen helt enkel sag at holde sin sti ren, når man er en pensionskasse.
Hvad der derimod synes såre enkelt, er det problematiske i, at vi som læger får investeret vores penge i våben. Nogle ville måske gå skridtet videre og hævde, at det burde være problematisk for ethvert menneske. Men vi har trods alt aflagt ed på, at vi vil gøre vores bedste for at opretholde liv og helse, og i den ed er det svært at få øje på en plads til klyngebomben. Også selvom salget af den kan være nok så indbringende. Vi tror egentlig, at de fleste kan se, at dette er etik for burhøns.
Og så er der den tilbagevendende diskussion om, hvor grænsen går. En ting er at investere i våben. Men hvad så med den virksomhed, der fremstiller en særlig dims, som indgår i våbnet? Og hvad med dem, som leverer metallet til den virksomhed, der fremstiller dimsen? Man kan jo blive ved, og denne grænse må nødvendigvis være til evig debat og afvejning og i hvert fald aldrig give ophav til, at man tillader alt. I det konkrete tilfælde er diskussionen omsonst, fordi de nævnte virksomheder (Raytheon Company, Lockheed Martin bl.a.) helt givet fremstiller våben.
LPK skal ved hjælp af deres økonomiske indflydelse påvirke den pågældende investeringsforening til at afvikle samarbejdet med våbenproducenterne eller afvikle samarbejdet med investeringsforeningen. De må dernæst på bedst mulig måde sikre sig mod at blive involveret i lignende investeringer fremover. Dette har andre pensionskasser haft held til før dem; senest Danica og ATP efter ønske fra medlemmerne.
Det påhviler os at påvirke LPK til at ændre praksis. Det kan vi gøre på to måder:
1) Vi kan bede en delegeret fra Lægeforeningens repræsentantskab om at gå vores ærinde til generalforsamlingen i april, eller 2) vi kan forsøge at mønstre 5% af LPK's medlemmer og kræve en ekstraordinær generalforsamling. I første omgang vil vi gerne invitere til debat og dernæst, om nødvendigt, samle det antal medlemmer, der skal til for at komme til orde for pensionskassens beslutningstagere.
