Lægers ret til forud trufne afgørelser

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Det er skuffende, at læger overhovedet kan diskutere, om man må fravælge at give visse patienter en bestemt behandling, således som det er sket efter offentliggørelse af koderne på Herlev Hospital.

For det første har vi alle aflagt et lægeløfte, som skønt ikke juridisk dog er moralsk bindende. Et løfte som lægeløftet med dets højtidelige aflæggelse er ikke noget, man kan skalte og valte med, som man senere synes, man har lyst til. I lægeløftet er et væsentligt punkt: »at jeg ... stedse skal lade det være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«.

Man kan diskutere forholdet mellem hensynet til patienten og forholdet til samfundet, men dette tager Lægeforeningens etiske regler klart stilling til i formålsparagraffen:»Reglerne skal sikre, at patientens rettigheder altid forsvares, og at lægen altid fremstår som fri og uafhængig forsvarer af disse over for samfundet«.

Lægeløftet er endvidere uddybet i Lægeforeningens etiske regler § 4, hvor der siges: »En patient har ret til fuld information om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder mv., hvis patienten ønsker det, samt ret til på grundlag af denne information at afgøre, om han eller hun vil acceptere eller frabede sig en given behandling. Lægen skal sikre sig, at patienten har forstået informationen«. Det er med andre ord alene patienten og ikke lægen, der skal afgøre, om en behandling skal påbegyndes.

Disse etiske regler er i fuldstændig overensstemmelse med sundhedsloven.

Det eneste sted, hvor bestemmeretten overlades til det lægelige personale, står i sundhedslovens § 25: »Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling«. Paragraffen forudsætter altså en uafvendeligt døende patient, og ikke en patient, for hvem man opstiller forholdsregler for en ikke indtruffen situation. Endvidere siges det i samme lov i § 16: »For en patient, som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke«. Jeg må indrømme, at den passus opfatter jeg som en forpligtelse til at spørge de pårørende, før man påbegynder eller fravælger en behandling hos en patient, der ikke selv kan tage stilling, og at man lader dem afgøre det på patientens vegne.

Formanden for danske patienter har udtalt, at adskillige læger har sagt, at det drejer sig om en lægefaglig vurdering. »Men, siger han, det er i høj grad en vurdering af patientens liv og livskvalitet. Og det er lægerne ikke specielt kvalificerede til at vurdere. Den mest kvalificerede er patienten selv«.

Jeg må give ham ret, og når vi går ind i en diskussion om disse spørgsmål, er det uværdigt, og vi er langt uden for, hvad vi som unge lovede, da vi aflagde lægeløftet.