Det er en gammel sandhed, at man først lærer at køre bil efter erhvervelse af kørekortet. På samme måde er A-autorisationen heller ikke en trylleformular, der sætter en nyuddannet læge i stand til at gå stuegang på 10-15 komplicerede medicinske patienter på en arbejdsdag.
Det er en gammel sandhed, at man først lærer at køre bil efter erhvervelse af kørekortet. På samme måde er A-autorisationen heller ikke en trylleformular, der sætter en nyuddannet læge i stand til at gå stuegang på 10-15 komplicerede medicinske patienter på en arbejdsdag.
Vores faglige udvikling som læger er ikke kun ensom learning by doing. Den afhænger også af løbende udveksling af viden og erfaring. Det sker på afdelingskonferencerne, ved bedside-supervision og ved formaliseret undervisning, hvor mere erfarne kolleger underviser mindre erfarne.
Denne læringskultur er efter min opfattelse under pres. Mit postulat er, at nutidens produktionsorienterede hospitalsledelsesstil ikke anerkender den løbende lægefaglige udviklings betydning for behandlingskvaliteten, men opfatter den som en art frynsegode. Jeg kender som internmediciner ikke meget til forholdene i de kirurgiske specialer, men det er indlysende, at man ikke ville drømme om at sætte læger, som ikke var ordentlig oplært, til at gennemføre komplicerede operative indgreb.
En væsentlig del af problemet er det indbyggede modsætningsforhold, der er mellem produktion og faglig udvikling, for når vi snakker lægefagligt sammen, producerer vi ikke. Når en hospitalsdirektion f.eks. overvejer at afkorte morgenkonferencer og undervisningstid, så vi kan komme hurtigere i gang med dagens produktion, overses konferencernes betydning som øer af uddannelse. I ”gamle dage”, hvor indlæggelserne var færre og længere, og behandlingstilbuddene var få, var der tid i arbejdsdagen til at slå tingene op i bøgerne og til at drøfte faglige spørgsmål med kolleger. Den luksus har vi ikke længere, hvor vi dårlig nok kan afvikle den rene drift inden for normal dagarbejdstid. Der er simpelthen ikke luft i nutidens lægeansættelser til også at styrke fagligheden inden for arbejdstiden. Der er derfor grund til at sætte foden ned, når vi præsenteres for krav om at ”effektivisere arbejdsgangen” på bekostning af undervisning og konferencer, for hvornår skal vi ellers erfaringsudveksle som læger?
Selvfølgelig kan man drive sygehus med lutter speciallæger – det gør privathospitalerne. Hvis alle var speciallæger med 20 års erfaring i branchen, behøvede vi heller ikke superviserede stuegange, og afdelingskonferencerne, hvor vi drøfter principielle beslutninger, og hvor de ældre giver videre til de yngre, kunne formentlig være væsentlig kortere, end de er nu. Det, man glemmer, er, at dette års modne speciallæger ikke blev født som sådanne, men var sidste tiårs grønne æbler. De erfarne læger er ikke blevet erfarne over natten, men gennem 20-25 års virke. Hvis ikke vi husker at sætte tid af til formaliseret oplæring, vil de nye generationer af læger famle rundt i blinde, og det vil betyde ringere kvalitet i patientbehandlingen – måske ikke i morgen eller i næste uge, men om 5-10 år. Det, synes jeg ikke, er nogen rar tanke.
