Lægeskole i Aalborg løser ikke speciallægemangelen

Kommentar til »Min mening«, side 2939

En række klinikchefer og specialeansvarlige overlæger i ortopædkirurgien i Region Nordjylland anerkender i nærværende Ugeskrift: »Lægeskole i Aalborg er ikke blot et spørgsmål om lægemangel«, at de tre eksisterende sundhedsvidenskabelige fakulteter har tilstrækkelig kapacitet til at uddanne det nødvendige antal medicinske kandidater. Vi glæder os over, at vore nordjyske kollegaer deler vores holdning her.

Det virker dog krampagtigt at etablere en lægeskole i Aalborg (uden at have den nødvendige prægraduate videnskabelige basis) blot for at skabe et psykologisk tilhørsforhold til Nordjylland for de studerende. Der er et akut behov for speciallæger i praksis og på sygehusene. Det behov skal dækkes via de færdiguddannede læger i videreuddannelse til speciallæge - ikke ved at skabe den krævende infrastruktur, som en lægeskole udgør - en sådan skal udvikles over flere årtier og kan ikke startes med begrundelse i at den kan løse et akut problem.

I den sydlige del af Region Sjælland oplever man samme udfordringer med at rekruttere praktiserende læger. Her har man valgt at tænke »ud af boksen« ved hjælp af relativt simple justeringer i ansættelsesprocedurerne for ansøgere til hhv. introduktions- og hoveduddannelsesstillinger og er på den måde godt i gang med at løse en del af rekrutteringsproblemerne. Samtidig tyder de første erfaringer fra den såkaldte »Aalborg-ordning« på, at det eksisterende samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet og Region Nordjylland faktisk har formået at forøge de uddannelsessøgende lægers geografiske mobilitet. Tolv ud af 14 nyuddannede læger valgte et klinisk basisuddannelsesforløb i Region Nordjylland. Det vidner om, at et godt uddannelsesmiljø er med til at tiltrække uddannelsessøgende læger og dermed i sidste ende speciallæger.

Hvis oprettelsen af en lægeskole på Aalborg Universitet umuliggør et fortsat samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Nordjylland, forsvinder grundlaget for megen forskning og dermed for en lang række højt specialiserede funktioner. Bevarelsen af disse funktioner vil dermed i høj grad skulle baseres på forskningen på en nyoprettet lægeuddannelse med begrænsede forskningsmæssige resurser og tradition. Aalborg Universitet vil i givet fald skulle ud og rekruttere forsker- og lærerkræfter, hvilket må anses som noget nær umuligt i en situation, hvor der i forvejen er stor mangel på lægelige forskere og undervisere på de eksisterende universiteter. Medmindre man ønsker at sprede de eksisterende kompetencer i en tid, hvor udviklingen i sundhedsvæsenet ellers dikterer det modsatte.