Skip to main content

Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid. Wulff HR.

Søren Nørby

1. nov. 2005
2 min.

Denne bog kan anbefales for sin lærde, engagerede og lærerige gennemgang af termernes sproglige og medicinsk-historiske oprindelse og udvikling, et område af indlysende betydning for bl.a. læger. Jeg har til gengæld reservationer vedrørende Wulffs sprogpolitik, der giver et, efter min mening, ikke brugbart bidrag til udviklingen af et godt lægefagligt dansk.

Det er flot at forlaget har engageret sig i projektet, men også noget kontroversielt i og med at det i sine danske lægefaglige publikationer plejer at følge en helt anden sproglig linje, end den man møder i Wulffs bog. Med næste udgave af Klinisk ordbog, hvis redaktion er betroet undertegnede, vil forlaget yderligere befæste en formidling af et lægefagligt dansk, som er meget forskelligt fra det der advokeres af Henrik Wulff.

Wulffs sprogpolitiske hovedsynspunkt er, at lægefagligt dansk bør ligge tæt op ad det engelske: Man bør ifølge Wulff på dansk f.eks. skrive cholecystografi, elektrocardiogram, articulær og diarrhé. Selv har jeg den holdning, at fordanskningen skal gøre fagsproget mere tilgængeligt for ikkelæger, hvilket sker ved at bringe det i samklang med det øvrige danske sprog. Når vi har ord som kolerisk, melankoli og kolesterol, er kolecystografi en ligefrem og rigtig fordanskning af cholecystographia. Elektrokardiogram er i overensstemmelse med den klassiske forkortelse EKG. Hvorfor hybriden »articulær« når vi er fortrolige med k'et i ord som artikulere og artikel med samme etymologi? Diarrhé? Nej, vel?

Wulff synes i øvrigt at have overset at suffikset»-itis« er blevet dansk: Retskrivningsordbogen har bronkitis, Nationalleksikonet skriver konjunktivitis o.l., og professor Erik Hansen, Dansk Sprognævn, kalder overdreven brug af apostroffer for »apostrofitis«. (Jeg sidder og tænker på om en person, der udtaler sig om alt, kan siges at lide af meningitis!)

De medicinsk-historiske afsnit i bogen er væsentlige, men lidt indforståede, når personnavne angives uden fornavn. Om John Caius fortælles, at han »nævner selveste Chaucer«. Jeg tilstår, at jeg ikke vidste hvem Chaucer var. Til gengæld ved jeg, at Caius udtales »Kiis«; hans borgerlige navn var John Keys, senere latiniseret til Caius. Det kan være nyttigt at vide, hvis man i Cambridge skal spørge om vej til Caius College.

Selvom jeg er stærkt kritisk over for Wulffs sprogpolitik, og frygter at læserne vil hæfte sig for meget ved hans aparte fordanskninger, byder jeg indlægget velkommen som den provokation, der måske kan give det nødvendige skub til oprettelsen af det længe omtalte og savnede sprogudvalg for lægefagligt dansk.

København: Munksgaard Danmark, 2003.

194 sider. Pris: 248 kr.

ISBN 87-628-0476-6