Lægevidenskabens sprog - igen igen

Min anmeldelse af Professor Henrik Wulffs bog »Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid« (Ugeskr Læger 2003;165:3664-5) er blevet kritiseret dels af forfatteren, dels af Professor Jens H. Henriksen (Ugeskr Læger 2003;165:4040-1). Jeg medgiver naturligvis at jeg i min anmeldelse har fokuseret på den medicinske retskrivning, da det optager mig meget. Det skal også med at Wulffs særlige ortografiske valg præger hele bogen, ikke kun det mindre kapitel som han nævner i sin kritik. Wulffs bemærkning om at jeg »slet ikke [fortæller] Ugeskriftets læsere, hvad denne bog handler om«, tyder på at han i sin frustration over min skæve anmeldelse helt har fortrængt at jeg som indledning skrev: »Denne bog kan anbefales for sin lærde, engagerede og lærerige gennemgang af termernes sproglige og medicinsk-historiske oprindelse og udvikling, et område af indlysende betydning for bl.a. læger.« Min kommentar angående udtalen af Caius var ikke nogen kritik, men lidt forbrugeroplysning fra en sproginteresseret der synes det er interessant og praktisk at kende til den slags, jf. også bynavne som La Jolla og Tucson samt staten Arkansas.

I sin kritik hæfter Jens H. Henriksen sig ved min kommentar om Chaucer og skriver at »[Søren Nørby] indrømmer at han ikke har hørt om Chaucer.« En af mine venner skrev til mig: »Det var en værre én, at du ikke kendte Chaucer [Canterbury Stories].« Jeg vil i sandhedens interesse afsløre at jeg havde hørt om Chaucer. Da jeg imidlertid ikke umiddelbart kunne præstere anden viden om ham end den association jeg fik til »Canterbury Tales« (ikke Stories!) - uden overhovedet at kunne redegøre nærmere for disse - syntes jeg det var rigtigt at skrive »at jeg ikke vidste, hvem Chaucer var«. Jeg tror naturligvis at mange har det på samme måde, og derfor synes jeg det er for indforstået at Wulff ikke angiver det fulde navn; tilsvarende med andre som fx Harvey og Sydenham (dem kendte jeg dog lidt bedre!).

Et gammelt mundheld (kilde?) siger at intet er så galt at det ikke er godt for noget. Det synes min anmeldelse at bekræfte. Den har således bidraget til en langt mere omfattende præsentation af Henrik Wulffs bog end den afmålte spalteplads som anmelderinstruksen tillader. Hvilket kan trøste mig og forhåbentlig glæde både forfatteren og Ugeskriftets læsere.