Skip to main content

Dette er anden udgave af den norske »Lærebok i akupunktur«, første udgave udkom i 1991, i forhold til hvilken der er foretaget væsentlige ændringer.»Lærebok i akupunktur« indeholder en introduktion til akupunktur og en grundig gennemgang af behandlingen af muskuloskeletale lidelser. For filosofien bag kinesisk medi-cin og kliniske arbejdsmodeller for lidelser i indre organer må man opsøge »Traditionel kinesisk medicin« af samme forfattere.Der indledes med et omfattende kapitel om basalforskning i akupunkturs effekt. Heri omtales blandt andet studier, der dokumenterer den kumulerede effekt ved akupunktur mod smerter, undersøgelser hvor akupunktur har haft blodtryksnedsættende effekt, en gunstig indflydelse på blodtriglycerider og serumphospholipider (og en beskeden, men insignifikant effekt på serumkolesterol), samt en signifikant effekt på ulcustilheling.I kapitlet »Klinisk forskning« gennemgås væsentligst de (betydelige) udfordringer ved at udføre pålidelig forskning i akupunktur.

Grundlæggende pricipper i kinesisk medicin; Yin og Yang, Qi, De fem faser, læren om Zang Fu (organerne) beskrives loyalt.

Punktatlas i kapitel 5 er grundigt og nøjagtigt - omfatter de 12 meridianer, der er relaterede til organer samt de to ekstrameridianer, der har selvstændige punkter. Punkterne er beskrevet udelukkende i henhold til anatomisk lokalisation, uden forklaring på, hvorledes punkterne kan findes palpatorisk.

Kapitlet om teknik er meget kort, men synes alligevel at lægge op til, at man, efter have læst sig frem, kan begynde at udføre akupunktur uden yderligere praktisk instruktion, hvilket ikke kan anbefales.

I behandlingsstrategier advares mod at undgå at påføre patienten pneumothorax, men ingen anvisninger på teknikker, der minimerer denne risiko.

I udførelsen af akupunktur er praktisk instruktion, som inden for de fleste andre medicinske discipliner, absolut nødvendig for at opnå optimale resultater og minimere risici.

I behandlingspricipper for de enkelte lidelser gives udmærkede »opskrifter« på punktkombinationer. Det anbefales viseligt ikke at »blande kortene«, hvad angår kinesisk og vestlig patologi, idet man risikerer at fejltolke de kinesiske begreber og dermed vælge ineffektive punkter.

Dette er en glimrende introduktion til akupunktur, der gerne kunne bruges som lærebog ved akupunkturkurser for læger i Danmark.

Undertegnede er uddannet og har arbejdet som læge i Danmark. I USA har jeg taget en MS i akupunktur og praktiserer nu som »Licensed Acupuncturist«.

Oslo: Universitetsforlaget, 2003.

377 sider. Pris: 649 NOK.

ISBN 82-15-00345-1