Skip to main content

Læren af Irakkrigen

Karin Helweg-Larsen, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, Nils Rosdahl, speciallæge, Public Health Consult & Ib Bygbjerg, professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab

1. nov. 2005
1 min.

Morten Krogh Jensen ønsker i sit indlæg i Ugeskriftet den 5. maj, at en række kolleger må tage ved lære efter Irakkrigen. Som de tre første underskrivere af et indlæg i Ugeskriftet (og Berlingske Tidende) den 10. februar om de sundhedsmæs-sige konsekvenser af en krig i Irak, er henvendelsen også rettet til os.

Vort indlæg havde det primære formål påpege de potentielle humanitære følger af en krig. Det forhold burde have været en del af den offentlige debat i Danmark og dermed have tvunget beslutningstagerne til at lade det indgå i deres overvejelser. Vi fandt, at den oprindeligt hemmeligt stemplede FN-rapport fra slutningen af 2002 om de mulige humanitære konsekvenser af en krig var den mest relevante dokumentation.

Vi gav også udtryk for vor forpligtelse til at forebygge vold og fremme en ikkevoldelig løsning af konflikter. Intet i de sidste måneder har fået os til at ændre denne holdning. Vi håber, at læren af Irakkrigen har bestyrket mange andre end Krogh Jensen i troen på, at krig skal være den sidste mulighed for konfliktløsning.