Skip to main content

Lærer universitetslærere at undervise?

Lektor John Sahl Andersen & adjunkt Anette Graungaard, Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. E-mail: j.sahl@gpmed.ku.dk

24. okt. 2008
6 min.

Samfundet vil gerne have veluddannede læger ud af det lange og dyre lægestudium på universitetet. De nybagte læger kan se frem til et krævende og ansvarsfyldt arbejdsliv med stort behov for hurtig mobilisering af tidligere indlært viden og evne til kontinuerligt at opdatere viden og færdigheder.

Studieplanen bliver ofte ændret, og mange tiltag gøres løbende for at forbedre studiets sammenhæng og indhold. Der tales om at yde forskningsbaseret undervisning på højeste niveau. Men er kvaliteten af undervisningen sikret, og er evalueringen af de studerendes udbytte god nok? Er de pædagogiske færdigheder hos underviserne også tilstrækkeligt opdateret og løbende evalueret? Svaret er i mange henseender nej.

Pædagogisk uddannelse i terorifag og klinik

Undervisningen på den teoretiske del af medicinstudiet varetages af adjunkter, lektorer og professorer. For adjunkter ansat på institutterne findes et kursusforløb i pædagogik. Det omfatter i København 57 timers skemalagt undervisning. Hertil kommer, at kursisterne observerer hinandens undervisning og har hjemmearbejde. Kurset afvikles over et semester. Adjunkterne har ingen fast vejleder, og der indgår ikke professionel supervision af deres undervisning. Der afleveres opgaver, som skal godkendes, for at kursusbevis udstedes. På Syddansk Universitet indeholder adjunktpædagogikum fem dages teori, 20-25 timers vejledning og supervision over to semestre med såvel intern som ekstern vejleder. Sidstnævnte er fra Center for Universitetspædagogik. Der gives en skriftlig udtalelse om adjunktens undervisningsmæssige kvalifikationer. I Århus afvikles et kursus i almen universitetspædagogik på seks dage og et vejledningsforløb over to semestre i adjunktens eget faglige miljø. Der laves en skriftlig slutevaluering af adjunktens undervisningskompetence. På lektor- og professorniveau indgår normalt ikke pædagogisk opdatering.

Til sammenligning kan peges på den pædagogiske uddannelse på Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, hvor adjunkterne gennemgår et 185-timers teoretisk kursus. Dertil kommer 65 timers vejledning og supervision af såvel en senior universitetslærer som en specialkyndig i universitetspædagogik. Der udfærdiges til slut en skriftlig vurdering af adjunktens kompetence. Folkeskole- og gymnasielæreres uddannelse i undervisningslære overgår også langt, hvad der tilbydes lærerne på lægeskolerne.

Adskillige teoretiske kurser på medicinstudiet i København har kun en fastlærerdækning på ca. 40%. Op til 60% af undervisningen varetages altså af eksterne undervisere. Disse lærere, som udfører et stort og ringe betalt arbejde for universiteterne, tilbydes ikke pædagogisk uddannelse og er ej heller en daglig del af det faglige miljø omkring undervisningen. Deltagelse i undervisningsmøder på universitetet er for de eksterne læreres egen regning. Man kommer ikke uden om at stille spørgsmålet: Har de løst ansatte undervisere på disse konditioner nogen mulighed for at bedrive forskningsbaseret undervisning?

I den kliniske uddannelse på hospitalerne og i almen praksis er der også stor forskel i lærernes pædagogiske forudsætninger. I den nye speciallægeuddannelse er afsat fire dages kursus i pædagogik og vejledning, og der udbydes kortvarige kurser til de uddannelsesansvarlige overlæger. Endvidere er der ansat postgraduate lektorer, der skal fremme kvaliteten af undervisningen. Disse tiltag er dog rettet mod uddannelse af yngre læger og ikke medicinstuderende. Man kan håbe på en afsmittende virkning på studenterundervisningen men omvendt også frygte, at de øgede krav til speciallægeuddannelsen fjerner fokus fra de medicinstuderende. Heldigvis er der mange steder ildsjæle, der driver værket trods manglende formelle forudsætninger.

Manglende incitament til universitetslærere

Den pædagogiske uddannelse er altså ofte sparsom. Alligevel leveres der ofte god undervisning på universitetet. Vi kender alle naturtalenter, der kan tryllebinde et fuldt auditorium, selvom den kliniske relevans for de fleste tilhørere måske fortaber sig i forskerens smittende begejstring. Men mange undervisningssessioner lader meget tilbage at ønske i både udførelse og relevans. De studerende mener ofte, at de kan bruge deres tid bedre end at sidde i undervisningslokalet dømt ud fra fremmødet og evalueringer.

Undervisning af medicinstuderende er en ualmindelig dårlig karriereinvestering, idet meritering i universitetsmiljøet helt overvejende baseres på den videnskabelige produktion. Under-visningskvalifikationer kvalitetsbedømmes ikke konkret ved besættelse af stillinger i modsætning til den videnskabelige produktion, der gennemgås minutiøst af bedømmelsesudvalgene. Derfor bruger mange lærere måske heller ikke mere tid end strengt nødvendigt på undervisning og forberedelse. Det opfattes af mange som et nødvendigt onde, der tager tiden fra det vigtige: at forske. Man kan blive frikøbt fra undervisning, hedder det meget sigende. I forgangne tider havde man i forbindelse med besættelse af professorater forelæsningskonkurrencer. Dengang lagde man tilsyneladende stor vægt på evne til formidling.

Fremtidig udvikling

Hvorledes varetages undervisning og pædagogik på de fremmeste lægeskoler i udlandet? Den er oftest mere veludviklet end på de danske universiteter, der har et stykke vej til at være i den verdensklasse, der tragtes imod. På de bedste steder evalueres de studerendes færdigheder løbende under hele studiet med henblik på personlig udvikling og ikke kun ved en eksamenskarakter uden yderligere feedback. De studerende tildeles en personlig vejleder fra første dag, der arbejdes med personlige logbøger, anvendes e-lærings-systemer og simulerede patienter i stor stil. De kliniske og kommunikative færdigheder tages meget alvorligt igennem hele studiet. Og vigtigt: Universitetslærerne gennemgår den nødvendige uddannelse for at varetage disse avancerede undervisningsformer.

Den fremtidige pædagogiske uddannelse af adjunkter på danske universiteter bør efter vores mening være en proces omfattende hele adjunktansættelsen, ihukommende, at der er tale om en uddannelsesstilling - også på det undervisningsmæssige område. Hver nyansat adjunkt bør tildeles en mentor, der konkret vejleder og superviserer adjunktens undervisning af små grupper af studenter, hold og ved forelæsninger. Desuden skal adjunkten have en pædagogisk specialkyndig supervisor. Uddannelsen skal indeholde en omfattende teoretisk del af høj kvalitet, hvor der gennemgås teorier og afprøves metoder inden for læring og evaluering. Adjunkterne bør kende hele studieplanen for medicinstudiet og forstå baggrunden for denne, hvilket sjældent er tilfældet nu. De skal kunne samarbejde med andre om undervisningsplanlægning og -ledelse. Endelig må de gennemføre et projekt under vejledning, som gerne skal have et niveau, så det kan publiceres i medicinsk-pædagogiske tidsskrifter. Der skal gives en skriftlig evaluering af adjunktens undervisningskompetence. I Århus og Odense er man der nået et stykke af vejen, men omfanget af uddannelsen er dog fortsat beskedent. I København trænges til en betydelig udbygning og prioritering af området.

Klinikere, såvel på hospitaler som i almen praksis, bør være vidende om undervisningsformer i kliniske færdigheder. Der er en række alternativer til learning by doing, som stadig finder udbredt anvendelse. Uddannelsesansvarlige klinikere gives mulighed for at dygtiggøre sig, både teoretisk og organisatorisk. Det sidste er vigtigt, når afdelingen løbende har 6-8 medicinske studenter, der ikke bare skal liste rundt i hjørnerne, men aktiveres og lære noget.

Løbende opgradering

Færdigheder i undervisning skal udvikles og holdes ved lige. Som et forsøg på løbende pædagogisk opgradering inviterede vi på Afdeling for Almen Medicin alle faste og eksterne undervisere på et pædagogisk udviklingskursus i dette efterår. Formålet med kurset er i fællesskab at gennemarbejde formål, indhold og evaluering af vores studenterundervisning. Dermed håber vi at udvikle og få sammenhæng i vores kurser. Det er et mål i højere grad at opnå konsistens imellem de enkelte undervisere. Kurset bidrager til fælles ejerskab og ansvar for god undervisning. Vi vil opgradere vores viden om pædagogiske metoder, velegnede til netop vores kurser, der er patientcentrerede. Studenterne skal lære at afvikle konsultationer med vægt på patientens perspektiv og foretage en rationel, fokuseret klinisk undersøgelse tilpasset almen praksis.

Et par eksempler på emner vi beskæftiger os med på kursus:

  • Kommunikation mellem student og patient er central. Hvordan evaluerer vi studenternes kommunikationsfærdigheder og empati?

  • Studenterne skal kunne lave en god og fokuseret klinisk undersøgelse. Hvordan lærer vi dem det, og hvordan skal det evalueres?

Konklusion

Uddannelse af universitetslærerne i pædagogik på lægeskolerne trænger til opgradering. Der bør lægges vægt på kontinuerlig vejledning og supervision af underviserne kombineret med teoretiske elementer. Incitamenterne til at beskæftige sig med undervisning må forbedres. Eksterne lærere skal tilbydes uddannelse. Undervisningens form skal i lighed med indholdet så vidt mulig være forskningsbaseret, og der bør i højere grad forskes i undervisningsmetoders indlæringspotentialer og resultater.

De ovenfor foreslåede forbedringer er ambitiøse. Det skal de også være. Undervisningen udgør vel halvdelen af universiteternes eksistensberettigelse og bør være langt mere i fokus og meriterende, end det er tilfældet nu.