Læs lærebøgerne, Gøtzsche

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Det er ikke undgået Ugeskriftets læseres opmærksomhed, at professor, dr.med. Peter Gøtzsche har et dårligt forhold til medicinalindustrien.

Den 9. marts 2012 slog han dog sin egen rekord, da han i DR program 1 beskyldte de store medicinalfirmaer for at svindle i forbindelse med registreringsundersøgelser af antidepressiv medicin. Ifølge Peter Gøtzsche løj de direkte ved at omformulere den øgede forekomst af suicidaltanker, der ses i forbindelse med behandling med antidepressiv medicin, til mere uskyldige udtryk. Han gav derefter flere eksempler på disse omformuleringer, der dog alle var særdeles bekendte, idet de lød som det, de undersøgende læger skriver.

For havde han hørt efter og læst sine lærebøger i psykiatri under lægestudiet, ville han vide, at alle medikamentelle og fysiske behandlinger af moderat til svær depression øger sandsynligheden for selvmord i de første 2-3 uger af behandlingen. Det gælder også for elektrochokterapi. Det gælder uden for og inden for sygehuse.

Så når lægerne ikke skriver om en øget mængde selvmordstanker, er det fordi, disses forekomst er indforstået i lægernes tilgang til psykiatrisk behandling.

Alle psykiatere har lært både præ- og postgraduat, at man skal være opmærksom på denne risiko.

Årsagen er, at hæmningen forsvinder før depressionen, så patienterne får energi til at udføre deres selvmordstanker.

Da jeg læste medicin i 1970'erne blev det sagt ved forelæsninger om depression, indskærpet under klinisk ophold samt indskærpet en både som reservelæge og i speciallægeuddannelsen.

Så det er udtryk for vildledning af offentligheden, når Peter Gøtzsche farer frem med bål og brand. Medicinalindustriens ansatte er næppe bedre end andre, men i dette tilfælde lyver de ikke en selvmordsrisiko bort. Det er Peter Gøtzsche, der løber med en halv vind.

> Svar:
Professor Peter C. Gøtzsche, pcg@cochrane.dk, MSc (York) Emma Maund, Ph.d. Britta Tendal, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

I DR's program 1 diskuterede vi, at de store firmaer har snydt ved registreringen af skadevirkninger i deres randomiserede forsøg med selektive serotoningenoptagelseshæmmer (SSRI)-præparater. Det mener Ole Skausig ikke, at de har, men det har de rent faktisk, f.eks. både Glaxo-SmithKline (GSK), Eli Lilly og Pfizer [1-4]. I oktober 2008 betalte GSK 40 mio. USD for at afslutte en retssag om, at GSK havde tilbageholdt studier, der viste, at paroxetin var ineffektivt og øgede risikoen for suicidalitet hos børn og unge.

Årsagerne til, at forsøgspersoner bliver selvmordstruede, er mere komplekse end blot, at hæmningerne forsvinder før depressionen [5]. Som hovedregel vil personer, der vurderes at være i risiko for at begå selvmord, ikke blive inkluderet i forsøg [1, 3]. Der er således ikke tale om, at personerne får energi til at handle på præeksisterende selvmordstanker, som Skausig hævder. Der er tale om nyopståede selvmordstanker, fremkaldt af præparatet, hvilket bekræftes af, at SSRI også fremkalder suicidalitet hos raske personer og hos patienter, der ikke er depresssive, men har en helt anden psykiatrisk diagnose [1].

Som udgangspunkt skal patienten være bedre stillet ved behandlingen end uden, ellers er der ingen ide i at give den. Det er derfor helt centralt, at skadevirkninger registreres, og det er uforsvarligt ikke at registrere alvorlige skadevirkninger, blot fordi man på forhånd ved, at de kan forekomme, hvilket Skausig argumenterer for. Hvis risikoen for selvmord er højere med behandling end uden, hvilket den er, når man bruger SSRI til børn og unge [3], er dette en vigtig information at have, når man skal vælge behandling.

Firmaernes snyd har ført til systematisk misklassifikation, således at selvmordstanker i kontrolgruppen blev betegnet som sådanne, hvorimod selvmordstanker i gruppen, der fik SSRI, blev omdøbt til manglende effekt, hospitalsindlæggelse eller emotionel labilitet [1, 3]. Firmaerne har også snydt ved at tælle suicidalitet med i placebogruppen, selv om det ikke optrådte, mens patienterne var randomiseret til placebo [4]. Vores viden om disse manipulationer er kommet frem via FDA's gennemgang af data og i forbindelse med retssager, hvor der blev opnået adgang til firmaernes interne arkiver, som viste noget helt andet end det, der blev publiceret.

Skausig er psykiater og har modtaget undervisningshonorar fra Lundbeck og Novartis. Vi vil opfordre Skausig til at opsøge pålidelige informationskilder i stedet for blindt at stole på, hvad medicinalindustrien fortæller ham. Industrien har nemlig i årtier bildt psykiaterne ind, at det ikke er præparaternes skyld, at patienterne bliver selvmordstruede, men at det tværtimod er udtryk for, at behandlingen virker [1].