Skip to main content

Landets dårligste øjenafdeling

H U Møller. Overlæge, ph.d., Øjenklinikken, Regionshospitalet Viborg. E-mail: Hum@dadlnet.dk

3. feb. 2012
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Jeg har været ude for noget helt specielt. Min afdeling er i Dagens Medicins store test i december 2011 kåret på en exceptionel plads - nemlig til landets dårligste øjenafdeling. Ja, (sammen med en lille øreafdeling) måske endog landets dårligste afdeling overhovedet, idet vi har fået 0 point i kategorien behandlingskvalitet. Jeg skal ikke forholde mig til otologien, men vil i det følgende knytte et par kommentarer til den enestående ære i min karriere samt dens betydning for de øvrige oftalmologer - der nu har noget rigtig skidt at adskille sig fra. Den eneste mulighed for mine gode kolleger i Vejle, som vandt overbevisende, til at stå frem på førstepladsen er jo, at der er nogen at distancere sig fra. Vi har i øvrigt et fremragende samarbejde, bl.a. underviser jeg på A kursus i Vejle og efter aftale passer jeg nogle af deres patienter - så her opstår ingen bad feelings. Og når deres nyansatte afdelingslæge om kort tid kommer på et par dages studiebesøg i Viborg, kan hun se, hvordan tingene ikke skal gøres. Det glæder jeg mig til at vise hende.

Jeg er ikke nogen flittig læser af Dagens Medicin og læser også kun Ekstra Bladet i toget, hvis det ligger på sædet, når jeg kommer; så jeg fandt først testen, en måned efter den udkom. Men jeg mindes svagt snakken ved et overlægerådsmøde på Regionshospitalet Viborg den fredag i december, hvor flere kolleger fnisende lykønskede vores karkirurg med hans afdelings førsteplads. Da han ikke havde champagne med, fortsatte snakken straks over til at omhandle de sidste nedskæringer og spareplaner. Jeg fattede derfor ikke den fredag, at jeg også kunne være nævnt i Dagens Medicin.

Lad os analysere lidt på testens kategori behandlingskvalitet. Den vurderes, ifølge en fodnote i Dagens Medicin på side 68 den 9. december 2011, ud fra Landspatientregisteret, NIP, sundhedskvalitet.dk og diverse databaser. Da Øjenklinikken i Viborg ikke skal indrapportere til ret mange af de opgivne kilder, og da jeg ikke kender diverse - og da vi ingen sengeafdeling har og ikke laver kirurgi, er det måske derfor, vi ingen kvalitet kan producere i vores afdeling. Vi har ca. 1.000 indberetninger til Landspatientregisteret af vores ambulante aktivitet - men hvordan det afspejler sig som kvalitet i cyperspace, ved jeg ikke.

Diagnostiske tilsyn

Vi beskæftiger os med diagnostiske tilsyn fra sygehusets afdelinger og har en nicheproduktion i børneøjensygdomme, specielt hos mentalt retarderede - en medicinsk gerning uden megen glamour og med ringe dr. Barnard-effekt.

I rubrikken afstemning fik vi ikke så mange stemmer som Aarhus. Vi har nemlig ikke så mange kunder eller nær de samme varer på hylderne. Dagbladet BT laver ofte SMS-afstemning om, hvorvidt »dette eller hint er for dårligt«, og her kan man så lodde folkedybets mening om arbejdsløse indvandrere eller direktørlønninger. Desværre har jeg ikke kunnet finde nogen statistikervurdering af BT's & Dagens Medicins fremgangsmåde; men selvom statistik ikke er min spidskompetence, mener jeg at vide, at boulevardpressens metode er væsentlig forskellig fra de lidt større opinionsanalyseinstitutters fremgangsmåde.

I kategorien patienttilfredshed klarede vi os såmænd helt pænt. Jeg mindes, at der var adspurgt ca. 15 patienter denne gang. Klinikkens sygeplejerske, som jeg havde behandlet for et rødt øje, er også en gang blevet udtrukket til en sådan undersøgelse - men det var vist et andet år, så hun har ikke skamrost os. En lille afdeling med én læge, én sygeplejerske og én sekretær har ikke så mange patienter, at vi er berettiget til et statistisk validt underlagsmateriale. Så måske er de tal om patienttilfredshed også tvivlsomme?

Uden at skulle trætte læseren med tal kan jeg nævne, at vores total point-antal var 110. Næsten alle vores konkurrenter fik mere end 100 point alene i kategorien behandlingskvalitet - så vi er langt bagud!

Chefredaktør Kristian Lund skriver stolt, at der er lagt 1.100 arbejdstimer i temanummeret. Måske skulle man have brugt 1.110 timer, så han kunne have læst igennem, om det kunne bruges til ret meget.

Ved lejlighed vil jeg sende denne korrespondance til Kristian Lund og samtidig bede om at slippe for at modtage Dagens Medicin - og det er mit håb, at flere og flere vil gøre det samme - hvis antallet af abonnenter falder hos Dagens Medicin, forsvinder annoncepengene; og så kan vi måske få et større, og dermed endnu mere brugbart Ugeskrift. Man kunne selvfølgelig også starte en diskussion af, hvad behandlingskvalitet er: Hvad efterspørger patienterne, og hvad forventede Hippokrates af os - men det er et emne, som rækker lagt ud over dette indlæg.