Skip to main content

Langt ikkekodende RNA og hæmning af immunsystemet

♠ Professor Niels Juel Christensen, Endokrinologisk Laboratorium, Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital. E-mail: nielsjue@post4.tele.dk

24. sep. 2010
2 min.

Jeg læste med interesse artiklen af Mette Ebbesen et al vedrørende den uspecifikke effekt af visse ribonukleinsyreinterferensmolekyler [1], og ønsker at fremkomme med enkelte kommentarer. Vi fandt for nogle år siden et langt ikkekodende ribonukleinsyre (RNA)-produkt (senere benævnt heg; EU137727), som var negativt korreleret til koncentrationen af thyroideastimulerende hormonreceptorautoantistoffer hos ubehandlede patienter med Graves' sygdom og til CD14-messenger-RNA (mRNA) hos behandlede patienter og kontrolpersoner [2]. Transfektion af mononukleære celler med et fragment af heg viste, at hæmningen af CD14-mRNA formentlig var et apoptosefænomen. Tilførsel af eksogent heg viste i øvrigt samme ændringer og relationer som observeret med endogent heg (hæmning af genekspression af CD14 og øget genekspression af toll-like receptor (TLR)7 og gammainterferon [3]. Effekten var ikke sekvensspecifik. Vi tror således, at samspillet mellem CD14-mRNA og heg er et fysiologisk fænomen, der har betydning for reguleringen af aktiviteten i immunsystemet. Det er velkendt, at apoptose er vigtig for at undgå unødvendig aktivering af immunsystemet og autoimmune processer [4]. Den endogene koncentration af heg er dog næppe i sig selv tilstrækkelig stor til alene at hæmme CD14-mRNA, men koncentrationen af heg kan måske være et mål for koncentrationen af flow af ikkekodende RNA, der ikke bliver nedbrudt i kernen og kommer i kontakt med TLR7 i endosomet. Bemærk at eksogent heg ikke blev optaget i de mononukleære celler uden tilsætning af et transfektionsreagens, der ikke i sig selv havde effekt på RNA i cellerne. I vores få forsøg med specifik og uspecifik små interfererende RNA (siRNA) så vi først og fremmest en uspecifik hæmning af CD14-mRNA. En medvirkende faktor hertil kan imidlertid have været, at det anvendte siRNA ikke var præpareret på den mest optimale måde [5]. Resultaterne af vores undersøgelser peger på, at fragmenter af heg kan få terapeutisk betydning ved at hæmme aktiviteten i immunsystemet og visse former for inflammation og autoimmunitet.



  1. Ebbesen M, Bek T, Pedersen FS et al. Uspecifikke effekter af visse RNAi-molekyler brugt til behandling af aldersrelateret maculadegeneration. Ugeskr Læger 2010;172:2457-9.

  2. Christensen NJ, Habekost G, Bratholm P. A RNA transcript (Heg) in mononuclear cells is negatively correlated with CD14 mRNA and TSH receptor autoantibodies. Clin Exp Immunol 2008;154:209-15.

  3. Christensen NJ, Habekost G, Bratholm P. Lnc RNA Heg and inhibition of autoantibodies: mechanisms and translational research. Dansk Endokrinologisk Selskab, 2010.

  4. Granucci F, Zanoni I. The dendritic cell life cycle. Cell Cycle 2009;8:3816-21.

  5. Jackson AL, Burchard J, Leake D et al. Position- specific chemical modification of siRNAs reduces off-target transcript silencing. RNA 2006;12:1197-205.