Line Soot: Mens vi venter på afklaring

Det er ventetid i øjeblikket. Vi venter på en ny overenskomst for de praktiserende læger. Men vi venter på meget mere end det. Det er nemlig ikke kun arbejdsforholdene i almen praksis de kommende år, vi venter på afklaring af. Vi venter også på en afklaring af, om samfundet reelt ønsker at bevare en almen praksis, som vi kender den i dag.

En almen praksis, hvor man kan komme til sin egen læge med lige præcis de problemstillinger, man som enkeltperson ønsker hjælp til. En almen praksis, hvor de informationer, man deler med lægen, bliver hos lægen.

Der ligger en stor signalværdi i, om man fra myndighedernes side vælger at opprioritere almen praksis, eller om man fortsat vil køre en ucharmerende magtstrategi, hvor man gennem lovgivning prøver at få det hele til det halve.

Det handler ikke kun om økonomi længere. Det handler om muligheden for at bevare en institution, der er under hårdt pres. Muligheden for at fastholde den frie adgang, kontinuiteten og tilliden mellem læge og patient.

Når man opdrager børn, ved de fleste efterhånden, at det er afgørende, at man viser barnet, at man elsker det og accepterer det, som det er. At man ikke hele tiden kritiserer barnets væsen, men udelukkende dets handlinger. Ellers bliver barnet utrygt, udvikler dårligt selvværd og risikerer at blive en utilpasset voksen.

Sagt lidt karikeret, så er det på samme måde med ansatte i en virksomhed i forhold til ledelsen og for den sags skyld med praksissektoren i forhold til opdragsgivende myndigheder.

Almen praksis er i en lang årrække blevet kritiseret på sit væsen, hvilket er undergravende og opslidende for lægerne, ligesom relationen til opdragsgiver bliver dårligere og dårligere.

Mistro og skepsis har fyldt alt for meget. Lægerne er ofte blevet skudt i skoene, at de tænker mere på pengene end på patienterne. Dette på trods af, at praktiserende læger med egen klinik beviseligt yder en lang større indsats for ”deres” patienter og vil strække sig langt længere for at hjælpe patienterne end ansatte læger.

Man kan få det indtryk, at myndighederne ikke bryder sig om, at de ikke har fuldt indblik i, præcist hvad der foregår i konsultationsrummet mellem læge og patient. I en længere årrække blev fortrolige sundsdata fra almen praksis ukritisk og med myndighedernes velsignelse givet videre til centrale databaser. Da dette blev opdaget og stoppet, var der ingen tvivl om, at dette var til de centrale myndigheders store ærgrelse.

Man kan også få det indtryk, at myndighederne ikke bryder sig om den måde, man arbejder og indretter sig på i almen praksis. Man bryder sig ikke om forskelligheden mellem de mange klinikkers størrelser og driftsformer, og man bryder sig ikke om, at vi har en holdning til det faglige indhold i de opgaver, vi bliver bedt om at løse. Mest af alt bryder man sig dog ikke om, at man bliver nødt til at aftale med os, hvilke opgaver vi skal udføre, hvordan og til hvilken pris.

Det ville være så meget enklere, hvis politikerne og embedsmændene bare kunne bestemme, hvordan det hele skulle ordnes. Ikke så meget fis; bare kom i gang. Ligesom man gør i resten af sundhedsvæsenet. Det er så besværligt med de praktiserende lægers selvstændighed. Man er næsten grønne af irritation over denne inferiøre og obsternasige gruppe af læger, der ikke lader sig styre og kommandere med.

Desværre sker der så det, at denne tiltagende irritation kommer til at skygge for relativt vigtige fakta:

• At den danske måde at drive primærsektoren på er overordentlig billig i forhold til den pris, man ville komme til at betale for samme ydelser i en offentligt drevet primærsektor

• At kontinuiteten er en helt afgørende faktor i forhold til at undgå unødvendige indlæggelser og genindlæggelser

• At befolkningen i Danmark gennemgående er meget tilfredse med deres praktiserende læge.

Det er derfor rimeligt at sige til politikere og embedsmænd: Find nu ud af, hvad I vil have!

Ønsker man en offentligt styret og drevet primærsektor, hvor der er 100% indblik og kontrol, så stå ved det og lav systemet om. Betal prisen og få det, I ønsker jer mest.

Eller vil man beholde systemet med de praktiserende læger, som vi har i dag. Til den pris og under de betingelser, der gør sig gældende: At de er forskellige, har holdninger til opgaverne, og at der skal laves aftaler med dem med jævne mellemrum.

Som det er nu, devaluerer man de praktiserende læger, fordi man hele tiden signalerer utilfredshed med den måde, vi indretter os på og løser de opgaver, der lægges ud til os. Det er ikke konstruktivt.

Vi oplever, at man fra myndighedernes side forsøger at frembringe en hybrid, som ikke findes: En billig, privatdrevet praksissektor, hvor man har 100% indblik og fuld kontrol med opgaveløsningen og prioriteringerne.

Glem det, venner; det kan ikke lade sig gøre. Det vil derimod være en ærlig sag, hvis man ikke længere ønsker private aktører til at drive vores praksissektor. Så må man bare være ærlig omkring det og anskaffe sig en offentligt drevet praksissektor.