Liv og død i menneskets hænder - vores etiske udfordring

Sidste år modtog overlæge og tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling DR's Rosenkjærpris, der uddeltes for 40. gang til en forsker eller kulturpersonlighed, »der har formidlet et vanskeligt emne på dansk«. Her kom Hartling i godt selskab med tidligere prismodtagere som Johannes Sløk, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, Peter Lund Madsen, Peter Øvig Knudsen og Johannes Møllehave. Med prisen følger forpligtigelsen til at holde seks radioforedrag. Det er disse, der danner grundlaget for bogen. Foredragene blev sendt på DR 1 i efteråret 2008. Bogen rummer indledning, syv kapitler og en litteraturoversigt.

Ole Hartling er en blændende kommunikator og et menneske, der tænker sig godt om. Ikke for os alle lykkes det at forene de to kvaliteter. Liv og død i menneskets hænder er en smuk og tankegenererende mindets tavle over et liv som formidler af valget af det gode. En af Hartlings kvaliteter er hans mangel på skråsikkerhed og frelsthed. Han fremlægger sine tanker og synspunkter roligt og velovervejet, ofte krydret med afvæbnende humor fra personlige erfaringer eller lånt af forbilledet Robert Storm Petersen: samtale mellem to personer: »- De ser ikke ud til at have opfundet krudtet!« » - Nej - og det er jeg så glad for!«

Emnerne for de syv kapitler rækker vidt, de omfatter de etiske problemer, der har optaget Etisk Råd, Hartling og mange andre danskere i de senere år: privatisering af sundhedsvæsenet, screeninger, fosterdiagnostik, patientens autonomi, defensiv medicin, eutanasi samt tro og overtro kontra videnskab. I et centralt afsnit med titlen »Magt eller magtesløshed - tilskikkelser og tilvalg« behandles lægens og patientens valg og muligheder og valgmuligheder, herunder hensynet til patientens autonomi over for lægens paternalisme, der både kan være hensynsfuld og hensynsløs. Magt giver ansvar, og ansvar kan medføre skyld. Magtesløshed over for eksempelvis døden kan medføre skam.

Hvad der i særlig grad gør Hartlings bog læseværdig, underholdende og vedkommende er, ud over hans ukunstlede og langtfra selvhøjtidelige stil, kombinationen af præcist opstillede præmisser, en elegant og udtømmende diskussion og en konklusion, de fleste reflekterende mennesker må være enige i. Hartling er ingen demagog, men han lægger argumenterne lige til højrebenet, så man vanskeligt kan undgå at være i det mindste vidtgående enig med manden. Det er en af grundene til, at Etisk Råd under Hartlings formandskab har fået så stor opmærksomhed og gennemslagskraft. De af os, der ikke har overværet nogen af Hartlings mange foredrag eller læst hans kronikker og klummer, får nu lejlighed til at nyde hans temmelig enestående symbiose af modersmål og meddelsomhed. Hvis Einstein havde haft Hartlings formidlingsevne, var det næppe gået som den gang, en af Einsteins kollegaer blev spurgt: »Er det rigtigt, at der kun er tre mennesker, der har forstået relativitetsteorien?« - »Og hvem er den tredje?«

Hvis det er læseren af denne recessions indtryk, at jeg er begejstret for bogen, har jeg udtrykt mig præcist. Jeg er stolt over, at Ole Hartling er min kollega.