Skip to main content

Løfte om det evige liv?

Alment praktiserende læge Hans Jørgen Vognsen, Silkeborg, E-mail: hjvognsen@dadlnet.dk

1. nov. 2005
1 min.

Det er populært at oplyse om gevinsten ved forebyggelse. Læger søger at overbevise befolkningen og politikerne om, hvor uansvarligt det er ikke at følge givne råd. Gang på gang anvendes vendingen, at den og den intervention vil forhindre så og så mange dødsfald.

Således i en pressemeddelelse fra Hjerteforeningen dateret 1.3.2004, hvor Hjerteforeningen fortæller, at rygeforbud på danske arbejdspladser vil kunne spare 1.500 liv om året.

I Ugeskrift for Læger nr. 35/side 2962 oplyses, at flere end 21.000 årlige dødsfald kunne undgås, hvis befolkningen var mere opmærksom på at spise sundere, ryge mindre, røre sig mere og sørge for at få tjekket blodtrykket.

Man lover altså, at døden undgås. Det kan jo kun betyde, at de pågældende får et evigt liv.

Meningen er vel, at døden statistisk set udskydes en bestemt tid. Men det er jo ikke lige meget, om livet forlænges ét eller ti år.

Det er meningsløst at tale om undgåelse af dødsfald, hvis oplysningen ikke kobles sammen med en tidsperiode - men måske ser gevinsten ikke så imponerende ud på denne måde.

Fint, at der argumenteres for forebyggelse, men oplysningerne herom skal være redelige. Er de ikke det, kan det gå ud over befolkningens tillid til lægerne.