Løkkeland. Kirsten Jacobse

Privathospitaler fylder mere i landskabet, skattestoppet er intakt, det personlige ansvar er i højsædet, og offentligt ansatte honoreres efter indsats. Sådan ser der blandt andet ud i »Løkkeland« - det univers, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udstikker pejlemærkerne for i en ny samtalebog.

Bogen giver et indblik i tankerne hos et resultatsøgende menneske, for hvem politik har fyldt hele livet. Fra tiden som VU-formand over lokalpolitikken til en af de mest indflydelsesrige poster som indenrigs- og sundhedsminister i VK-regeringen siden 2001.

Og dog - indflydelsen er ikke ubegrænset: »Jo tættere man kommer på - hvis vi nu skal bruge en kliché - magtens centrum, jo mere frustreret kan man blive over, at man ikke kan sætte sin vilje igennem,« forklarer Lars Løkke Rasmussen.

Visse steder i bogen må man undre sig over, at manden overhovedet er minister. Set med Løkkes øjne er det nemlig lokalt, at tingene virkelig kan rykke. I den enkelte kommune, på den lokale skole og på det enkelte sygehus, hvor det er ledelsens og hver enkelt medarbejders indsats, der kan gøre en forskel.

Bogen er gennemsyret af denne dobbelthed: Lars Løkke Rasmussen vil magten men erkender dens begrænsninger. Nok er det op til staten at køre kampagner for bedre sundhed, men det er den enkeltes ansvar for eget liv, han betoner. Han er stolt over strukturreformen men mener egentlig, at de fem regioner godt kunne undværes. Han er varm tilhænger af den offentlige sektor men ser dårlig ledelse, fravær og hæmmende konsensustankegang mange steder.

Han er præget af klassisk liberal tankegang, som når han taler om opgør med fagforeningstænkning og om at yde, før man kan nyde. Han plæderer for, at pengene skal følge borgerne, og at frit valg, resultataflønning og øget konkurrence kan presse offentligt ansatte til at levere en bedre vare.

Men Lars Løkke Rasmussen er samtidig et produkt af sin formands kontraktpolitiktænkning - smittet af Anders Fogh Rasmussens ulyst til at risikere at genere store vælgergrupper. Således er Løkke ikke afvisende over for beskeden brugerbetaling hos lægen. Men han lægger selv spørgsmålet dødt med henvisning til andre partiers berøringsangst. Det forbigås i tavshed, at det er Løkkes eget parti, der med skattestoppet har fraskrevet sig muligheden for at indføre brugerbetaling på servicetilbud, der i dag stilles gratis til rådighed for borgerne.

Mere klar i mælet er Lars Løkke Rasmussen, når han fremhæver privathospitaler som et gode. I »Løkkeland« ser han etablerede private institutioner, der kan mere end i dag, påtager sig en indsats inden for forskning og uddannelse og har fastansatte sygehuslæger - frem for de nuværende »garageklinikker«, der kan fremme »lønshopperi«.

De private er afhængige af patienterne og derfor mere fokuserede på brugernes behov, mener Løkke: »Jeg ringeagter ingen offentligt ansatte, men der er en grundlæggende forskel,« siger han.

Det kritiske blik rettes også mod en del af toppen af ministerens eget system. Sundhedsstyrelsens løft i strukturreformen er en »akilleshæl«, mener Løkke. Styrelsen er præget af en konsensustankegang: »Det nytter ikke noget at have en Sundhedsstyrelse, der først kan rådgive, når alle er blevet enige. Så det handler om at sætte mere turbo på,« siger han. Sundhedsstyrelsen skal trække mere på udenlandsk ekspertise: »Der er vi nok stadig lidt provinsielle.«

Trods de liberale pejlemærker er »Løkkeland« ikke en bog, der kan læses som et samlet ideologisk kampskrift for et helt andet samfund. Bogen er snarere en samling underholdende og provokerende alt godt fra havet-synspunkter fra den politiker, som kan blive Danmarks næste Venstre-statsminister. Som læser sidder man dog tilbage med fornemmelsen af, at Lars Løkke Rasmussen gerne vil sige noget mere og dybere. Men at han lader den strategiske forsigtighed råde.