Skip to main content

Løst krudt

Hans Harrestrup Andersen

2. nov. 2005
3 min.

(Fig. 1)

»Ringe er magten i det bly som blev til kugler, i sammenligning med den i det bly, der blev til skrift«. Georg Brandes

Jeg har i nogle år siddet i redaktionen på Sønderjyllands Lægekredsforenings organ SØLK. Vi er seks redaktører, to fra hver søjle. To af kollegaerne er tidligere lægekredsforeningsformænd, fire er kvinder. Jobbet er ulønnet og kræver blot et par kvalifikationer: tid og lyst. Hvert andet år er redaktionerne fra de femten syddanske kredsforeninger samlet til et weekendmøde, hvor der udveksles erfaringer og synspunkter. Der er ret stor forskel på layout og redaktionel linie bladene imellem. Nogle har en aflønnet chefredaktør, uden at det nødvendigvis er nogen garanti for kvaliteten, den afhænger nemlig især af læsernes viljer og evner til at levere stof til debat og underholdning.

For Sønderjyllands vedkommende er evnerne større end viljerne. Det afstedkommer, at redaktørerne bærer en stor del af ansvaret for indholdet. Herudover fylder diverse referater og bekendtgørelser godt, hvilket har fået nogen til at sammenligne SØLK med Statstidende. Ikke nogen umiddelbart smigrende analogisering, føler redaktionen. Det er ingen betingelse for at blive redaktør, at man fører en læseværdig pen, men det gør nu ikke noget, at man er en rimelig berider af Pegasus. Det er heller ikke et minus, hvis man er god til at fotografere eller tegne. Jeg har i nogle år stået for SØLKs forsider, farvefotos fra den sønderjyske natur måned for måned gennem året. Det er mit klare indtryk, at fotografierne har været en kæmpesucces. Man har nu besluttet sig for at aflaste mig på posten som forsideillustrator med et andet fotokyndigt redaktionsmedlem. Sic transit gloria mundi. Jeg har også gennem årene affattet en række ledere gennemsyret af visioner og eftertænksomhed. Nogle af dem har medført efterfølgende evaluering i Sundhedsforvaltningen, samtaler der har været præget af gensidig hjertelighed på trods af enkelte meningsdivergenser. Jeg sidder fortsat i uopsagt tjenestemandsstilling og venter stadig på det gyldne håndtryk.

I takt med den omsiggribende centralisering af lægernes råderum er kredsforeningernes potentiale skrumpet ind. Man diskuterer mestendels internt administrative og lægefaglige emner. Af og til citeres SØLK i dagspressen, men skriftet er hverken et boulevardblad eller et manifest. Snarere en blanding af underholdning og orientering. Debatten føres overvejende i andre medier eller bag lukkede døre. Interview med sundhedsdirektøren og politikerne bringer vi ved behov, de har givet mig stor forståelse for den opsøgende journalists begrænsninger.

Det er påfaldende, at det i høj grad er Torden-skjolds soldater, der holder fanen (højt?) i kredsforeningens redaktioner. Mange af redaktionsmedlemmerne er kvinder. Mere generelt har vi en oplevelse af faneflugt, når det gælder leverancer. Hvorfor nu det? Er læger for travle? Ligeglade? Lider de af grafofobi? Er de mættede af publikationer fra medicinalindustrien, fagpressen og andre trykte medier? Læste jeg selv SØLK før jeg kom i redaktionen? Joh ... jeg skimmede vistnok bladet. Deltog jeg i debatten? Måske ikke lige netop, men jeg var da tæt på et par gange.

Af Lægekredsforeningernes standardvedtægter fremgår formålene i § 2: »at varetage og fremme standens interesser, opretholde gode kollegiale forhold og koordinere de tre medlemsgruppers aktivitet.« Vedtægterne nævner ikke noget om et egentligt medlemsblad. Har Lægekredsforeningerne fortsat en rolle at spille i lægernes hverdag? Har kredsforeningsbladene? Jeg ved det ikke, men det har været sjovt at være med på sidelinien. Også selvom kridtet, der tegnede den, synes bleget med tiden.