Lov om aktiv dødshjælp er vedtaget - hvad så?

Selvom man er imod og synes at opfattelsen af befolkningens ønske og holdning til aktiv dødshjælp hviler på et noget spinkelt materiale er man jo nødt til at tænke på hvad nu hvis. Selvom det endnu ikke er sket og måske aldrig vil ske, kan vi jo godt gøre os nogle tanker om, hvilke konsekvenser dette vil få for lægers uddannelse og deres daglige virke.

Aktiv dødshjælp er ikke lægens bord har Den Almindelige Danske Lægeforening ved sin formand klart og særdeles tydeligt slået fast, men når et almindeligvis regeringsbærende parti som Det radikale Venstre gennem sin ungdomsafdeling er i fuld gang med at sætte kravet om legalisering af aktiv dødshjælp på sit politiske program, må man jo imødese, at der meget vel trods den klare udmelding kan blive tale om lægens bord. Eftersom legaliseringen trods den kategoriske afvisning fra Lægeforeningens side udelukkende går på at lovliggøre lægens andel i den praktiske implementering af aktiv dødshjælp, må det jo siges, at det så afgjort er lægens bord. Man kan tænke sig, at legalisering er sket i en tekst vedtaget af Folketinget enten som en særlov men vel mest sandsynligt som en ændring af den gældende lægelov. I sin behandling af det meget omdiskuterede og stærkt kontroversielle lovforslag lagdes megen vægt på at det drejede sig om en forbedring og modernisering af lov om lægegerning. Det må forudses at mindst to læger skal involveres, en der indstiller, som kan være enhver læge, derefter en som kontrollerer indstillingen med selvstændig objektiv undersøgelse; denne kunne være embedslægen; og så en tredje som udfører beslutningen, måske identisk med den første men ikke nødvendigvis. Den foretrukne teknik peger på en narkoselæge.

Legaliseringens formål var alene at integrere »aktiv dødshjælp« i god lægelig praksis. »Aktiv dødshjælp« indgår nu som en helt almindelig del af god lægeud-øvelse. På samme måde som den gode læge udøver sin lægekunst som han eller hun har lært i sit lægevidenskabelige studium ved universiteterne og ikke mindre gennem den praktiske oplæring som alle læger gennemgår oven på studierne, og hvor netop kunsten i lægearbejdet er i højsædet. Han eller hun er ved studiets afslutning blevet eksamineret i de enkelte fag og delfag og opnået karakterer, som medfører autorisation som læge. Han eller hun er blevet kyndig i at stille en korrekt diagnose, i at ordinere den helbredende eller lindrende medicin. Nu hvor legaliseringen endelig er sket, må form og indhold i det nye fag eller delfag fastlægges, både teorien og praksis. Blandt meget andet skal det have et navn. For tiden går det under mange og overvejende mere eller mindre eufemistiske navne som »en let smertefri død«, »en værdig død«, »lægeassisteret selvhjælp« underforstået til en let og smertefri død. Det findes endda anstødeligt at kalde det aflivning eller det mere vulgære »dødssprøjten«, idet man med sådanne hårde udtryk skræmmer.

Hvorom alting er så må aktiv dødshjælp, når det nu er besluttet at aktiv dødshjælp er indeholdt i definitionen af god lægegerning, på en eller anden måde indgå i universiteternes lægevidenskabelige studieplaner, som i vor moderne tid i høj grad lykkes med at opfylde kravet til at hvile på et videnskabeligt grundlag. Emnet må også integreres i de relevante specialers postgraduate mere videnskabelige og praktiske mesterlærelignende uddannelse.

Der kan forudses betydelige vanskeligheder allerede ved at finde et passende navn for det nye fag, og hvad nu hvis universiteterne helt enkelt afstår fra at etablere faget i studieplanerne. Universiteternes lægevidenskabelige fakulteter kunne vel med en ikke ringe ret henholde sig til Lægeforeningens synspunkt. Hermed lukkes jo muligheden for at anerkende faget som god lægepraksis. Denne situation er ikke utænkelig, heldigvis ikke, men så meget mere berettiget er det at spørge dem, som har det som programpunkt, hvad så?

Man kan dårligt forestille sig i længden at området »aktiv dødshjælp« som lægefag forbeholdes særlige læger med egen konstrueret uddannelse. Hører det med til almindeligt lægearbejde må det nødvendigvis være ens for alle læger. Et selvstændigt speciale kan emnet givetvis ikke bære. Det ville jo kræve at man formaliserer speciallægeuddannelse i »aktiv dødshjælp« med påfølgende autorisation som speciallæge i »aktiv dødshjælp«. Dette vil naturligvis være muligt i teorien men i praksis meget vanskeligt, og selvom man skulle finde frem til en speciallægeuddannelse må faget jo alligevel indgå i de lægevidenskabelige uddannelsers studieplaner. Resultatet af en legalisering må derfor blive, at aktiv dødshjælp betragtes som et ganske almindeligt stykke lægearbejde på lige fod med den undersøgelse som går forud for en recept, en vilkårlig attest eller operation. Det sidste rejser spørgsmålet om en ventelistegaranti.

Så ydelsen må prissættes og helt klart på en sådan måde, at det bliver rimeligt forretningsmæssigt at give denne specielle ydelse. Personligt anser jeg det for rimeligt, at det bliver forholdsvis dyrt at benytte sig af denne service men dog heller ikke så indbringende, at det lokker mere svage sjæle blandt lægerne til åbent eller i det skjulte at gå på hugst blandt deres patienter. Det angives af flere kompetente fortalere for legalisering af »aktiv dødshjælp« at alene tilsagnet om aktiv dødshjælp skaber tryghed under behandlingsforløbet.

Forf.s adresse: Carl Johans Gade 4, st., 2100 København Ø.