Lungekræft

I tiden efter år 1945 registrerede man en voldsom stigning i hyppigheden af lungekræft hos mænd.

Forholdet gav anledning til en stor debat om mulige årsager som luftforurening eller tobaksrygning.

En af de mest dominerende undersøgelser vedrørende lungekræft blev udført i England af Doll og Hill [1, 2], der i en spørgeskemaundersøgelse fulgte engelske lægers rygevaner over knap fem år og fandt en tydelig sammenhæng med tobakken.

Det, man først vil bemærke ved undersøgelsen, er selvfølgelig, at resultatet har meget store økonomiske interesser ved at lægge ansvaret på den enkelte borger og dermed vidtgående fritager arbejdsgivere, forsikringsselskaber og styrende politikere for et kostbart medansvar. Man kan nok tro, at det ikke har ødelagt mulighederne for en offentliggørelse.

For det andet at undersøgelsen kun havde to mulige udfald, hvad vi i vor nuværende digitale verden kan betegne som: 0 eller 1. Enten tobak eller ikke tobak, for undersøgelsen hvilede jo på vurdering af en enkelt faglig gruppe (læger).

Tobak

Det har været vanskeligt at finde kræftfremkaldende stoffer i tobak. Tobak har man haft mange år, og forbavsende er det, at sygdommen ikke er blevet bemærket tidligere.

Som altid troede menneskene, at en årsag kunne være en større viden, men samtidig var det svært at påvise noget kræftfremkaldende i tobak. Når der på cigaretpakker produceret i Danmark står tjære og bagefter en parentes med kondensat, så er det et udtryk for den tvivl.

Ligeledes kunne man kun fremkalde lungekræft hos forsøgsdyr med tråde imbiberet med radioaktive eller kræftfremkaldende stoffer i lungerne.

Det var derfor epokegørende, da en forsker Saffiotti i 1964 [3] med en blanding af hæmatit (jernkrystaller) og benz-a-pyren fremkaldte de samme kræftformer som hos mennesket hos nogle syrian golden hamsters.

I årene efter havde vi her i landet en voldsom debat i anledning af, at der her i Strandby og i Fredericia blev påvist ophobninger af lungekræft, som kunne tilskrives lokal forurening fra fabrikker. De to sager opstod fuldstændig uafhængigt af hinanden, men begge kom snart i kontakt med det danske cancerregister og dettes leder Johannes Clemmesen.

Lungekræft i Strandby

Min egen sag i Strandby kom på en ejendommelig bagvendt måde. Allerede i 1964 havde jeg på opfordring af en grupper borgere skrevet en klage over en herværende asfaltfabrik med en voldsom støvforurening, og i min skrivelse advarede jeg mod lungekræft som følge af forureningen. Jeg erfarede senere, at der i hele tiden 1943-1968 kun havde været et tilfælde af lungekræft i byen, og det var hos en tilflytter, som kun boede her et par år. Det første tilfælde på en herboende kom først i 1968, fire år efter min klage, og derefter kom der flere tilfælde med en meget ejendommelig fordeling. I tiden fra 1968 og fremover prøvede jeg, men forgæves, at råbe myndighederne op på grundlag af det, jeg fandt epidemiologisk. Først i 1982 eller syv år efter nedlæggelsen af fabrikken påviste man på fabrikkens grund store mængder af kræftfremkaldende stoffer (tjære), efter at beboerne havde indsendt grøntsager til statens levnedsmiddelinstitut, da de ikke kunne dyrke grøntsager.

I lungekræft har man tre vævstyper: Anaplastisk, som er helt degenererede celler, adenocarcinomet, der er opbygget som enkeltstående celler, samt ligger perifert i lungerne og det planocellulære carcinom, der ligger centralt i lungerne og har lighedspunkter med det flade væv i huden.

Vi har den store stigning hos mænd, og det er det planocellulære carcinom, som dominerer.

De store luftveje ligger centralt og har et endotel med flade celler anbragt i lag på samme måde som i huden. Alle celler er med stilk fæstnet til en fælles basal membran. En overgangsform til flerlaget pladeepitel. Her har vi også en kraftig slimproduktion og fimrehår på cellerne, så urenheder med slimen føres ud ad luftvejene.

I Saffiottis forsøg var der jo krystaller, som kunne binde kræftfremkaldende stoffer, der alle synes at være elektrofile med en elektrisk ladning, som gør, at de binder sig til overfladen på stof som sten og metal. Forholdet er muligvis noget anderledes ved træstøv, hvor der ved bearbejdning sker en omdannelse af selve materialet til tjære.

Støvpåvirkninger

Andre steder i luftvejene, som i næsen og hos maskin- og møbelsnedkere, er det ganske givet træstøvet med tjære og støv fra ståluld og sandpapir, som er årsagen til kræft.

I mit eget arbejde med lungekræft (678 tilfælde) er det tydeligt, at de beskæftigede i forskellige erhverv med støvpåvirkninger har en øget risiko.

Ud over det, jeg fandt i Strandby, fandt jeg en ophobning hos fiskere i Vesterøhavn, og i en by som Frederikshavn med mange sorte erhverv fandt jeg blandt mænd 81% større risiko end blandt mænd i Hjørring, mens tallene for kvinder i de to byer helt svarede til hinanden.

I Frederikshavn fandt jeg også, at de, der fik lungekræft, havde boet kortere tid i byen end sammenligningsgruppen. Et forhold, som er omvendt i andre byer, men det svarede til, at medlemstallet i metalfagforeningen i Frederikshavn i samme periode steg fra ca. 900 til 2.000. De havde formentlig sygdommen med, når de flyttede til byen og på grund af erhvervet.

Det er forhold, som samtidig forklarer, at stigningen i lungekræft hos mænd kommer efter 1943, for i tiden mellem, under og efter de to verdenskrige oplevede verden en enorm industriel fremgang, som var præget af maskiner, der kunne sønderdele materialerne som aldrig før. Yderligere fik vi biler og alt det, som hører med til en industriel udvikling.

Årsagen til lungekræft

Den logiske forklaring på det, vi har set inden for lungekræft, må da være, at årsagen skal søges i tre faktorer, der samvirker:

1. Kræftfremkaldende stoffer, som mennesker er udsat for, og indånder efter forbrænding af organiske materialer.

2. At vi i vort industrialiserede samfund er udsat for fint støv, som lejres i lungerne.

3. At den selvrensende virkning i de store luftveje lammes, når vi ryger (sandsynligvis nikotinet, som er neurotoksisk), således at støvet ophobes i lungerne og fortsat binder de kræftfremkaldende stoffer, vi indånder.

Skal man bekæmpe lungekræft, er der således tre steder, man bør sætte ind. Det drejer sig om bekæmpelse af kræftfremkaldende stoffer, støvet og tobakken.

Udledningen af kræftfremkaldende stoffer vil kræve elektriske filtre ved al forbrænding, og her vil andre brændstoffer end de fossile, som olie og benzin, betyde meget.

Bekæmpelsen af støvet på arbejdspladser, i trafikken og andetsteds er ligeledes grundlæggende, og hertil kommer selvfølgelig rygning, som jo ødelægger kroppens eget selvrensende system i de store luftveje.

En ensidig bekæmpelse af rygning vil have en meget tvivlsom effekt, hvad vi meget vel kender fra andre former for stofmisbrug, men den vil samtidig flytte opmærksomheden fra andre former for forurening, som støv og kræftfremkaldende stoffer. Problemet kender vi fra talrige arbejdspladser og andre steder, da det ikke er så omkostningsfrit som en kampagne mod rygning.

En kampagne mod rygning er den nemme, men ufuldstændige udvej, og man må her gøre sig klart, at man påtager sig et stort ansvar, som er moralsk forkasteligt ved en ensidig kampagne mod rygning.