Lyngbye J. Lyssagen. Niels Finsen og hans team på Finseninstituttet.

»Lyssagen« er en spændende bog om Niels Finsen og hans forskning og kliniske indsats, der blev banebrydende for behandling af specielt lupus vulgaris, hudtuberkulose, i begyndelsen af 1900-tallet. Niels Finsen fik i 1903, som den første dansker, Nobelprisen i medicin for sin indsats. Det var samme år som Pierre & Marie Curie og Henri Becquerel også fik Nobelprisen. Bogen er en traditionel biografi om Niels Finsen med beskrivelse af opvækst og levnedsforløb med fokus på hans svære hjertesygdom. Bogen er samtidig en gennemgang af hans forskning og udvikling af den banebrydende lysterapi, der på kort tid revolutionerede behandlingen af hudtuberkulose, og som blev anvendt verden over i de næste 50 år. Den er også en medrivende beretning om Finseninstituttet i de første år, fra starten i træbarakkerne på Københavns Kommunes Hospitals grund i 1896, til opførelsen af nybygninger på Strandboulevarden i 1901 og de første år med Finseninstituttet.

Finsen og hans unge team af forskere og klinikere gennemgås med kritiske og spændende personskildringer af hans nærmeste medarbejdere. Forfatteren, Jørgen Lyngbye , er læge og specialist i klinisk biokemi og nuklear medicin og har skrevet disputats om Hormonstofskiftet i svangerskabet. Efter uddannelse i Danmark har han været professor i USA og Asien, samt Holland og Norge. Dette kan man læse bag på den smukke bog, udgivet på Gyldendals Forlag.

Den første sensationelle bekendtgørelse om den nye lysbehandling af lupus kom i august 1897 ved Lægeforeningens årsmøde i Fredericia. Her præsenterede Finsens nærmeste medarbejder, Sophus Bang , på Finsens vegne fotografier af patienter før og efter behandling. Der var ni patienter til personlig demonstration, og de elektriske buelamper blev vist for forsamlingen. Byens banegård måtte mobiliseres, da det var det eneste sted med tilstrækkelig strøm til Finsen -lamperne. Året efter fandt en tilsvarende præsentation sted i Stockholm, og herfra gik turen til Paris til den store tuberkulosekongres i juli 1898. Det blev et internationalt gennembrud, i ikke ringe grad takket være Bangs indsats. I august 1900 afholdtes den 11. verdensudstilling i Paris, og i den danske afdeling var der blevet indrettet et »Finsen -værelse« med kulbuelampe i funktion samt fotografier og planer for lupusbehandlingen. Finsens ry var hurtigt voksende internationalt. I Instituttets gæstebog er for perioden 1898-1904 opført op mod 1.000 besøgende læger fra alverdens lande. I bogen gennemgås Finsens senere brud med Sophus Bang og hans konflikter med de ledende kredse ved Københavns Universitet og Videnskabernes Selskab. Bogen er den første samlede vurdering af Finsen -gruppen og dens forskning, og en meget spændende beretning om Finseninstituttet også i tiden efter Finsens død. Jørgen Lyngbye skriver i sin prolog, at det er hans håb, at læserne vil få et realistisk indtryk af Finsen og hans nære samarbejde med sine medarbejdere - Danmarks første videnskabelige team. Bogens første kapitel beskriver hans »statsmandsbegravelse« i Marmorkirken 29. september 1904, kun ti måneder efter han fik Nobelprisen. Den er rigt illustreret, både med billeder og tegninger af det medicinske apparatur, modelopstillinger og af patienter før og efter behandlingen. Bogen kan varmt anbefales til alle, ikke blot til de med interesse for medicinsk historie men til alle, fordi den giver et nuanceret billede af Niels Finsen , hans opdagelser og hans tid, men også fordi den sætter mange nutidige problematikker i relief. Således gennemgås hvor svært det var at skaffe byggegrund til det nye Finseninstitut, hvor naboerne initialt henvendte sig til Folketinget for at undgå at få en sådan institution i deres pæne kvarter. Bogen er ikke bare en lægebiografi, men et stykke samtidshistorie skrevet af en engageret og vidende forfatter. En glæde og fornøjelse at læse.

København: Gyldendal, 2003.

188 sider. Pris: 269 kr.

ISBN 87-0030974-5