Skip to main content

Måske kan behandlingsretten være en løftestang for børne- og ungdomspsykiatrien?

Overlæge Nina Tejs, Jørring, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Formand for psykoterapiudvalget under Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark , E-mail: Nina.Tejs.Joerring@glo.regionh.dk INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

16. apr. 2010
6 min.

Med indførelsen af behandlingsretten har vi måske fået et godt instrument til at sætte fokus på behandling og den del af behandlingen, der bør ligge i vores eget regi.

Den 1. september 2008 trådte den nye betænkning om uddannelse i psykoterapi i kraft. Grunduddannelsen i psykoterapi er en del af speciallægeuddannelsen i børne- og ungdomspsykiatri.

Grunduddannelsen er blevet væsentligt udvidet i forhold til tidligere, hvilket illustrerer det faktum, at faget psykoterapi har udviklet sig voldsomt i de seneste mange år. Der er i dag en erkendelse af, at det er en meget kompleks behandling, der skal tilpasses individuelt til diagnosen, barnets eller den unges kognitive og følelsesmæssige udvikling, barnets familiemæssige forhold og det netværk, der omgiver barnet.

Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark (BUP-DK) har tidligere haft en og samme betænkning med ganske små forskelle. Dette ophørte med den nye betænkning, hvor DPS besluttede at fastholde de ældre og mindre krav til teori, terapi og supervisionsmængde. Vi havde også tidligere en fælles liste over godkendte specialister og supervisorer. Men det kræver specialviden om børne- og ungdomspsykopatologi at kunne supervisere en psykoterapi af et barn, en ung eller en familie med en børne- eller ungdomspsykiatrisk problematik. Vores fælles udvalg blev nedlagt og BUP-DK har oprettet eget udvalg. Vi er et lille speciale, og forhåbentlig vil vi snart se et større samarbejde mellem BUP-centrene på landsbasis.

Det er en nødvendig og logisk udvikling, at børne- og ungdomspsykiatrien i hele landet i stigende grad afholder teorikurser adskilt fra voksenpsykiatrien.

I Region Hovedstaden har vi netop gennemført det første teorikursus for børne- og ungdomspsykiatere. Det foregik i et godt samarbejde mellem regionens ledelse og de klinisk ansatte på de tre børne- og ungdomspsykiatriske centre. Vi fik gode evalueringer, fordi vi er tæt på den kliniske dagligdag for lægerne, de problemstillinger og opgaver, de står med i dagligdagen.

I mange år har det været god praksis at udføre en assessment af patientens evne til at modtage psykoterapi. Men i takt med udviklingen af mere specifikke psykoterapeutiske teknikker rettet mod specifikke lidelser er denne praksis blevet forældet. Børne- og ungdomspsykiatrien udfører i dag en mere præcis og individualiseret diagnostik. Dette skal følges op af en differentieret behandling, som inddrager både barn og forældre i behandlingen.

Der er mange forskningsresultater for psykoterapi til både voksne og børn. Men ligesom vi har svært ved at lave store randomiserede undersøgelser for børn, når det gælder medicin, vil vi have samme problem, når det gælder psykoterapi. Det vil derfor være interessant, hvis vi også kan gå andre veje og udforske nye måder at effektmåle på. Ligesom den kvalitative metode stadig har sin berettigelse.

Vi skal udføre assessment og effektmåling af, hvilken terapiform der er bedst egnet til netop denne patient med denne specifikke lidelse, de specifikke kognitive resurser, barnet har, og den specifikke familie, barnet er en del af.

Ofte giver lidelsen sig udtryk i nogle specifikke problemstillinger på både individuelt plan og familieplan, begge dele noget som terapien skal adressere. I forhold til de uddannelsesmæssige og sociale forhold er der behov for at inddrage specialpædagogik, specialundervisning og speciel støtte fra socialforvaltningerne. Derfor ligger meget af den pædagogiske og sociale behandling af barn og familie i skolen og socialvæsenet, og det er vigtigt at inddrage overvejelser over, hvorledes psykoterapien skal spille sammen med disse tiltag.

Mange af de børne- og ungdomspsykiatriske lidelser er livsvarige, men graden af lidelse er afhængig af patientens og familiens indsigt i sygdommen og evne til at kompensere for den. Andre psykiatriske lidelser er potentielt kortvarige, men kan alligevel have stor negativ indflydelse på det enkelte barns udvikling, mens sygdommen står på. Vi er derfor altid under et tidspres, som nødvendiggør at vi handler uden unødig ventetid. Dette er en stor udfordring for et speciale med stor personalemangel.

Undersøgelse og diagnosticering skaber dog ofte utryghed og ængstelse. Det er også vores opgave at adressere disse reaktioner. Det er vores opgave at sikre, at både patient og familie lærer deres sygdom at kende, forstår hvorledes den påvirker deres tænkning og deres handlinger samt lærer at forholde sig kritisk og reflekterende til lidelsen, så de kan modarbejde de negative konsekvenser af den. Patienten og familien skal gennemleve en proces fra blot erkendelse og accept af diagnosen til indtagelsen af en magtfuld position i forhold til det specifikke handikap.

Meget forenklet kan man sige, at det er børne- og ungdomspsykiatriens opgave at behandle den del, der drejer sig om sygdomsindsigt og den direkte effekt af sygdommen på barnet og familien følelsesmæssigt og relationelt. Mens skolevæsenet skal tage sig de opgaver, hvor sygdommen påvirker indlæringen, og socialvæsenet skal påtage sig de opgaver, hvor sygdommen har social påvirkning af familie og netværk.

Børne- og ungdomspsykiatrien er her defineret bredt, således at den inkluderer både hospitalsregi, de praktiserende børne- og ungdomspsykiatere og de psykologer, der har børne- og ungdomspsykiatrisk specialuddannelse.

Der forestår således tre store opgaver for børne- og ungdomspsykiatrien inden for den psykoterapeutiske behandling: 1) Vi skal integrere kvalitetssikring i vores terapeutiske arbejde, og på længere sigt opbygge forskningsprojekter, så vi til stadighed kan yde den bedst mulige psykoterapi til de rette patienter. 2) Vi skal kontinuerligt arbejde med at skelne mellem, hvilke psykoterapeutiske opgaver vi skal tage os af i hospitalsregi, og hvilke behandlingsopgaver primærsektoren skal tage sig af. 3) Vi skal kontinuerligt arbejde med at skelne mellem, hvilke psykoterapeutiske opgaver vi skal tage os af i børne- og ungdomspsykiatrisk regi, og hvilke behandlingsopgaver skole og socialvæsen skal tage sig af.

Der er behov for at samle ekspertisen om børnene med kompleks psykopatologi og/eller komorbiditet. Børn med de hyppige og mere almindelige lidelser kan behandles flere steder. Til disse børn er der brug for at udvikle behandlinger, der både er ensartede i tilbud og kvalitet og samtidig kan individualiseres i forhold til ovenstående beskrevne faktorer.

Der er brug for til stadighed at arbejde med afklaringen af, hvornår og hvem der skal have ansvaret for hvilken behandling. Vi bør påtage os ansvaret for at foretage denne skelnen. Ligesom vi også bør påtage os ansvaret for at følge udviklingen i udlandet, selv udvikle behandlinger og effektmålinger, og samarbejde tæt med kommunerne.

Behandlingsretten kan måske blive en løftestang for os i vores arbejde med at udvikle vores del af opgaven i forhold til behandlingen. Den nye psykoterapibetænkning er et udtryk for en erkendelse af det store behandlingsansvar, vi har, og vil støtte os i samarbejdet med primærsektoren, skolen og socialvæsenet, når vi skal drage skillelinjer mellem, hvilken del af behandlingen vi skal stå for, og hvilken del de skal påtage sig.


Referencer

  1. Carr A. What Works with Children, Adolescents and Adults. A review of research on the effectiveness of psychotherapy. East Sussex: Routledge, 2009.
  2. Hubble MA, Barry LD, Miller SD, red. The Heart and Soul of Change. 2nd edition. Washington: American Psychological Association, 2009.