Mærkelig publikation

Priktest af patienter med høfeber i almen praksis sammenlignet med i specialambulatorium, Ugeskrift for Læger 2006;168:3903-5.

Kan praktiserende læger udføre en priktest og lære at behandle høfeber på kort tid? Ja, det kan de selvfølgelig, med eller uden kursus. Det bygger jeg på undersøgelser [1-3] og de mange perfekt priktestede og behandlede patienter fra al-men praksis, som jeg ser. Jeg bygger det også på det helt rekordagtige frafald i undersøgelsen (76%), som kunne tyde på, at flertallet af læger ikke havde behov for kurset.

Metoderne og diskussionen er mærkelige. Publicering af en meget væsentlig artikel [4] om allergiudredning, som er en del af en fremragende serie, burde have ført til en efterfølgende revision af manuskriptet.

Frafaldet burde analyseres. Uddannelsen af deltagerne og deres prækvalifikationer burde beskrives. Læseren ved ikke, om lægerne har lært noget. Den standard, man brugte til at måle de praktiserende lægers kompetence med, er utilstrækkeligt beskrevet. Hvordan blev målingerne af kvaliteten foretaget (hvad, hvordan og af hvem)? Beskrivelsen af priktesten er for udetaljeret til, at kvaliteten kan bedømmes. Priktesten og behandlingen er det centrale i artiklen og bør derfor beskrives metodologisk nøjagtigt og detaljeret.

Data, der underbygger påstanden om, at der er risiko for overforbrug af test ved brug af S-specifikt immunglobulin E i stedet for priktest, mangler. Hvilke økonomiske data og overvejelser hviler forfatternes anbefaling af priktest på? Hvilke priser og kvaliteter er der forudsat i beregningerne? Hvad betyder »en egentlig diagnostisk analyse«, »troværdigheden af en test« og »allergispecialist«?

Praktiserende læger kan behandle høfeber hos de fleste patienter. Patienterne er formentligt også ret gode til det. Ved problemer henvises der til en relevant speciallæge [4].

Interessekonflikt: Forfatteren modtager honorar fra Sygesikringen for at udføre priktest i speciallægepraksis.