Magt eller myndighed

Sidste fredag – den 5. april – vil jeg sent glemme. Jeg var på Rigshospitalet til »Temadag om digital brugerinvolvering«, hvor centrale beslutningstagere som sundhedsministeren, indenrigs- og økonomiministeren og regionsformanden talte. Hovedvægten i programmet lå på fem workshopper, hvor godt 70 VIP‘er på sundhedsområdet (sådan blev der sagt i indledningen) skulle arbejde med, hvordan vi konkret kommer videre med brugerinvolveringen, så regeringens digitaliseringsplan kan følges.

Jeg vil fastholde to oplevelser fra denne spændende, vigtige og veltilrettelagte temadag. Den ene er, at der blev tænkt kreativt og omsorgsfuldt over, hvordan resursesvage patientgrupper kunne blive involveret i digitaliseringen og dermed få gavn og glæde af den. Jeg kom til at tænke på, at det menneske, vi omtaler som den resursesvage patient, ofte holder til at leve et liv, som vi resursestærke ville have meget svært ved at klare. Når vi i denne sammenhæng taler om resursestærk og -svag, tænker vi måske ikke så meget på omfanget af menneskets livskraft og evne til at leve med store vanskeligheder, som på omfanget af de statusgivende goder og evnen til at få endnu flere. Med andre ord: Hvilket menneskesyn ligger til grund for vores vurdering af, hvem der er resursestærk og -svag?

Den anden oplevelse fra temadagen, jeg hæftede mig ved, var spørgsmålet: »Hvorfor var jeg inviteret med?« Det kan der svares klart på, for den ene af de praktiske arrangører, MidtLab – havde bedt mig om at »forstyrre« i temadagens workshopper med etiske overvejelser – ikke mindst at se efter, om begrebet magtesløshed fik en kreativ plads i overvejelserne. Jeg er så begejstret over at erfare, at det kreative i magtesløsheden nu er aktivt med, når de helt store tanker skal realiseres i sundhedsvæsenet.

Min overvejelse er: Når nu magtesløsheden – igen – tænkes med i virkeligheden, vil det så ændre vores menneskesyn på en måde, som også læger kan få glæde af?

Læger kunne før i tiden mindre, end læger kan i dag, og stod oftere magtesløse, men deres anseelse var ikke mindre. Det kan skyldes forskellen mellem at »være magthaver« og at »have myndighed«. Magthaveren er nemlig truet af magtesløsheden – og dermed af virkeligheden, mens den, der har myndighed, er så realistisk, at han vedkender sig både sin magt og sin magtesløshed. Var det før i tiden lægens naturlige position?

Hvis det var, kan noget godt nyt være på vej til lægerne, nu hvor magtesløsheden igen er blevet en del af virkeligheden. For når lægen igen kan være åben både om sin magt og sin magtesløshed, kan han/hun ikke længere bruges som skydeskive for patienternes bristede drømme om det perfekte liv uden sygdom. I den situation kan lægen igen arbejde ud fra sin naturlige myndighed i forhold til patienten.