Skip to main content

Mammografiens vildveje II

Speciallæge i kirurgi Palle Gad, Troense. E-mail: palle.gad@wanadoo.dk

31. okt. 2005
1 min.

Ugeskrift nr. 9 2005 bragte mit indlæg i debatten om mammografi; en af pointerne i indlægget er den klinisk arbejdende kirurgs oplevede erfaring, at såvel i screening som i diagnostik rejser mammografien flere problemer, end den løser.

I mellemtiden, efter indsendelsen af indlægget, meddelte Patientklagenævnet i nr. 8, (Ugeskr Læger 2005;167:974-5) to afgørelser i nævnet, begge omhandlende forsinket diagnose af malign tumor mammae.

Det fremgår, at nævnet støtter sig til Sundhedsstyrelsens vejledning om procedurer i mammadiagnostikken, som stort set har været fulgt, hvorfor der generelt sker frikendelser af de involverede fagfolk.

Set fra patientens (klagerens) side må ansvaret for forsinkelsen dermed være parkeret hos vejledningen og dennes forfattere; men der ses ingen stillingtagen hertil fra Patientklagenævnet.

Vi er hermed tilbage i den første konsultation, hvor begge kvinder demonstrerede en palpabel tumor for lægen/kirurgen. Her søsattes procedurerne i henhold til vejledningen. Men en primær fjernelse med umiddelbar diagnostisk histologi ville have sparet patient og pårørende for udsættelse, ulejlighed, forlænget uvished, måske ændret prognose, etc. Samt sparet systemet for brug af mange og mangeartede ressourcer, der vel med fordel kunne anvendes andre steder.