Skip to main content

Mammografiscreening uden overdiagnostik

Cand.scient. Anne Helene Olsen, E-mail: a.h.olsen@pubhealth.ku.dk Cand.scient. Sisse H. Njor. Professor Elsebeth Lynge. Afdeling for Epidemiologi, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

1. nov. 2005
2 min.

I Ugeskrift for Læger (2004;166:2822) skriver Karsten Juhl Jørgensen & Peter Gøtzsche under Debat, at mammografiscreening altid vil føre til overdiagnostik, og at denne vil udgøre omkring 30%.

Dette må bero på en misforståelse. Vi har netop vist, at der ikke ses overdiagnostik i de danske programmer [1].

Overdiagnostik er et potentielt vigtigt problem ved mammografiscreening, men svært at undersøge. Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Fyns Amt har siden starten af 1990'erne tilbudt organiseret mammografiscreening for brystkræft til kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år. Vores undersøgelse ser på udviklingen i incidensen af brystkræft i disse tre områder. Udviklingen i brystkræftincidensen over tid fra perioden før til perioden efter start af screening er undersøgt for hvert af de tre områder. I første invitationsrunde skal incidensen stige, da man både diagnosticerer de brystkræfttilfælde, man ville have fundet uden screening, og de tilfælde, som man uden screening først ville have fundet senere. Denne såkaldte »prævalenspeak« skyldes altså alene, at man rykker diagnosetidspunktet frem. Den er ikke overdiagnostik.

I de efterfølgende invitationsrunder skal incidensen derimod falde til et niveau svarende til den forventede udvikling uden screening, såfremt der ikke er overdiagnostik. Dette mønster ses i de to store mammografiscreeningsprogrammer i København og på Fyn.

Vore resultater tyder altså på, at vi i Danmark har kunnet indføre mammografiscreening uden overdiagnostik.

SVAR:


Referencer

  1. Olsen AH, Jensen A, Njor SH et al. Breast cancer incidence after the start of mammography screening in Denmark. Br J Cancer 2003;88:362-5.