Skip to main content

Mammography. Guide to interpreting, reporting and auditing mammographic images DiMaggio C, Lattanzio V, Simonetti G.

Overlæge Inger Lisbeth Josephsen. E-mail: lisbeth.josephesen@ouh.fyns-amt.dk
16. okt. 2006
02 min

Det er en smuk bog. Italiensk æstetik. Godt førstehåndsindtryk med flot omslag og billeder af høj teknisk kvalitet på jævnbyrdigt godt papir. Absolut ikke discount. Det er en tung bog. Kvalitetspapir vejer. Men så kan den også tåle at blive brugt.I forordet fortæller Cosimo DiMaggio, at han syntes, bogen ikke egnede sig til at stå i en standardreol. Lattanzio svarede da, at bogen ikke skulle stå i en reol - den skulle ligge fremme på skrivebordet og blive brugt.Og bogen bærer præg af at være resultatet af et prætentiøst arbejde. Opbygningen er klar, og man behøver ikke at gå rundt om indholdsfortegnelsen for at finde, hvad man søger. En finesse er fanetekst på siderne. Der står ikke meget tekst, og den enkelt formulerede tekst gentages ofte. Repetitio est mater studiorum (gentagelse er studiernes moder). Det er billederne, der fører ordet. Også her gentages rytmisk: normal størrelse på venstresiderne, detaljer på højresiderne. Det må ærgre forfatterne, at det ellers perfekte billede skæmmes af en trykfejl på side 70: der er faldet en illustration ud. Bogen er mest egnet som opslagsværk, men den kan også med udbytte gennemlæses af såvel begyndere som viderekomne. Desværre er bogen baseret på analog-billeder. Nogle passager gælder ikke (eller kun delvist) for digitale billeder. Men de udmærkede afsnit om forkalkninger og afsnittene om forandringer i arkitektur vil være særdeles relevante i en digital afdeling. De to sidste afsnit i bogen har volumen som appendikser. De omhandler den gode røntgenbeskrivelse: fyndig og forståelig. Desuden beskrives det italienske Re.Co.R.M-klassifika-tionssystem, (der ligner BIRAD) og audit. Ikke alle anbefalinger kan overføres til danske forhold. Kun de radiologiske aspekter beskrives; hvordan en given proces ser ud ved anden billeddiagnostisk modalitet eller histologisk, må den interesserede læser selv gå i speciallitteraturen efter. Det er helt i tråd med ordene i DiMaggios forord til bogen: At ingen ved alt om mamma; det er bydende nødvendigt, at der foregår et professionelt samarbejde mellem folk, der er specialister på hvert deres felt. Bogen kan anbefales. Den vil i særlig grad være nyttig for afdelinger, der foretager screening og for afdelinger, hvor man underviser kommende speciallæger.

Italien: Springer-Verlag, 2005. 296 sider. Pris: 229 EUR. ISBN 3-540-20018-5

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen