Man bliver ikke højere af at stå på en kollega!

»De hvide kitler hænger sammen som ærtehalm«.

Ganske ofte hører jeg ovenstående påstand fra patienter og fra pressen. Jeg har arbejdet 5 år i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn som nævnsmedlem og skønsmæssigt været med til at behandle ca. 1.500 patientklager, og intet kan efter min opfattelse være mere forkert.

Det er min udokumenterede påstand, at op mod en tredjedel af alle patientklager er genereret af en anden læge. Jeg tror ikke, at det er særlig ondt ment, men patienter, der er syge og i en presset situation, opfatter tit »budskabet« langt mere alvorligt og klandrende, end det er udtalt. Hvorfor har vi så fået det ry, at vi hænger sammen som ærtehalm? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg gætter på, at det dels skyldes, at vi i misforstået kollegialitetsfølelse intermitterende undertrykker information om fejlbehandling, som patienten har krav på. Jeg tror desværre også - og nok mest - at vi er ret »dygtige«, når vi skal tale negativt om hinanden. Vi fremstår kollegiale, men får alligevel det negative budskab ud mellem sidebenene. Ingen af delene er hensigtsmæssigt.

Men hvad er det vi gør?

De klassiske eksempler er naturligvis »Det var ærgerligt, at du ikke kom noget før ...« eller »Hvis bare du var blevet undersøgt for dit eller dat ...«. Det er lige på og hårdt og for patienten ikke til at tage fejl af. Men så klodsede er vi jo sædvanligvis heller ikke. Vi ved godt, at sådanne udsagn kan være i strid med de kollegiale reglers § 2, og så kan vi selv komme i problemer. Oftere pakker vi budskabet lidt ind. »Det er jo svært i starten af ethvert forløb, men ...« eller »man har jo ikke alle de diagnostiske muligheder i praksis, men ...« eller »de har jo så frygtelig travlt på sygehuset, men ...«. Det virker både omsorgsfuldt, velment og uden egentlig kritik. Men sådan modtages det ikke! Budskabet går klart ind: Hvis bare jeg var kommet hurtigere til læge eller til den »rigtige læge«, var det ikke gået mig så ilde. Derfor skal vi tænke os om:

For lægernes skyld!

Jeg tror, de fleste af os hader at få en klagesag på trods af, at halvdelen af os får en sådan hvert 4. år. Vi hader brevet fra Embedslægen, der starter det hele. Vi slår bævende ind i journalen for at se, om vi har gjort noget kritisabelt og for at se, om vi overhovedet har journalført sufficient til at dokumentere, at vi har været omhyggelige og samvittighedsfulde. Vi laver forsvarende svarskrift og venter så desværre i lang tid, før vi får forslag til afgørelse. Bliver lettede, hvis det falder ud i vores favør (ca. 80%) og bliver deprimerede/rasende, hvis det går os imod. Altså alt i alt en temmelig opslidende proces.

Men det er jo kun toppen af isbjerget! I langt de fleste tilfælde bliver der trods alt ingen klage. Alligevel kan man klart fornemme på patienten næste gang man ses, at tillidsforholdet har lidt et knæk.

Og hvad er det så, vi skal gøre...

Hvis en læge finder, at en kollega har optrådt kritisabelt og ansvarspådragende på et oplyst grundlag, skal han naturligvis reagere efter at have underrettet pågældende kollega iht. § 2, stk. 2 i de kollegiale regler. Jeg er ikke under nogen omstændigheder ude på at berøve patienter deres naturlige ret til information eller erstatning, hvis noget går rivende galt. MEN: Ellers skal vi være overordentlig forsigtige og nænsomme i vores omtale af kollegaer. Vi skal ikke lige lade den smutte ud mellem sidebenene: »Din læge kunne jo også have gjort ...«. »De var jo også lidt længe om at få dig opereret, men det er jo også svært.« »Set i bakspejlet kunne man jo have lavet dit eller dat ...«. Bare denne lille antydning af sjusk/svigt er nok til, at patienten bliver ked af det. Der er jo kun sjældent noget grundlag for det, og det gavner ingen. Den læge, der udtaler sig således, bliver efter min opfattelse ikke spor højere af at stå på en kollega.

Så tal pænt om dine kollegaer, i hvert fald indtil du på et oplyst grundlag har noget at kritisere. Vis hensynsfuldhed, fordi du er læge - kollegaen er sjældent så tosset, som man umiddelbart kunne tro!

Indlægget er en forkortet udgave af en artikel, som tidligere er bragt i »Inter Columnas«, Vestsjællands Lægekredsforenings blad.