Skip to main content

Man forsøger at tænke det enkelte menneske ud af ligningen

Kommunallæge Knud Jacobsen, Færøerne. E-mail: knud.j@dadlnet.dk

13. nov. 2006
3 min.

I de mere eller mindre faglige tidsskrifter, jeg læser, er der i den senere tid dukket et begreb op, som hedder kronikere. Jeg hæftede mig ikke så meget ved det, før jeg opdagede, at man forventede, at det var nogle, jeg skulle tage mig af, så nu har jeg i nogle måneder holdt øje med disse kronikere, om der mon skulle dukke en sådan op i min konsultation. Men det er der ikke, så jeg var egentlig ved at glemme det igen, da jeg opdagede, at man i begrebet kronikere inkluderede noget, man kaldte diabetikere, og så prøvede jeg at kigge igen. Men heller ikke diabetikere dukkede op hos mig.

Misforstå mig ikke; jeg har talt med mange mennesker, der også havde diabetes, men sådan nogle, jeg meningsfyldt kunne putte i en kategori som diabetikere, det var det ikke. Jeg har snakket med en 75-årig mand, som er flyttet i beskyttet bolig, og nyder at være sammen med andre og hjælper dem og hygger sig med kager og chokolade, når han går på visit hos sine jævnaldrende naboer. Jeg har ikke set ham så glad i årevis, og så prøver sygeplejersken og jeg at regulere hans insulin, så han kan fortsætte dette dejlige liv. Jeg har også set en ung kvinde, som slet ikke kan finde ud af sit liv. Jeg har sammen med børneværn måttet hjælpe hende med støttepædagog, hjemmesygeplejerske og psykolog og parallelt forsøge at hjælpe hende med, at blodsukkeret i hvert fald er i måleligt område. Jeg har også mødt nogle hos købmanden, som jeg ved, har diabetes, men som virkelig ikke har tænkt sig at besvære mig med det; det klarer de selv.

Og jeg kunne blive ved. Jeg ser massevis af mennesker hver dag, og nogle af dem har også diabetes, og nogle af dem vil også gerne snakke med mig om det, men de er så forskellige, at jeg slet ikke kan genkende en kategori, som meningsfyldt kunne kaldes »mine diabetikere«.

Men forleden faldt jeg så over noget, idehistorikeren Anders Bilde skriver om etik (www.cku-nja.dk):

I en naturvidenskabelig tankegang handler det om principper. At lave love, der indbefatter så meget som overhovedet muligt. Her er det så at sige lige meget, om det er et Ingrid Marie- eller golden delicious-æble, som Newton ser falde, da han får sin store opdagelse. Det vigtige er princippet, nemlig tyngdekraften.

Det er i virkeligheden denne skabelon, man trækker med over i videnskaben om de menneskelige relationer, etikken. Godt nok har menneskene fri vilje i modsætning til æbler, men det ændrer ikke som sådan ved princippet. Den frie vilje og dermed det enkelte menneskes særpræg er bare et irrita-tionselement ...

Med andre ord: Man forsøger at tænke det enkelte menneske ud af ligningen. Ligesom Newtons æble ikke er relevant for princippet for tyngdekraften, bliver det enkelte menneske irrelevant i etikken.

Men megen nyere etik tager afstand fra sådan en tankegang. Den enkelte relation er unik, og det er i denne relation, at det vigtige findes. Det er med andre ord ikke lige meget, om æblet er et Ingrid Marie- eller golden delicious-æble, nej det er faktisk det essentielle.

Er det ikke den samme problemstilling, vi står i? »Man forsøger at tænke det enkelte menneske ud af ligningen«, at gøre mennesker til »kronikere«.

Kernen i almenmedicin er mødet med det enkelte menneske omkring det problem, som netop det menneske ønsker at drøfte med os. Det kan godt være, at vi som stand skal stille ekspertise til rådighed for det politiske system uden for konsultationstiden, men når vi sidder med patienten, er det ham eller hende, der sætter dagsordenen, og hvis vi begynder at tænke det enkelte menneske ud af vores arbejde, sælger vi vores sjæl og forråder den almenmedicinske professionalisme.