Skip to main content

Mangelfuldt svar fra formanden for Etisk Udvalg

Praktiserende læge Benny Ehrenreich Nielsen, København. E-mail: ehrenreich@dadlnet.dk

31. okt. 2005
2 min.

Bente Rich (BR) og Helge Bønløkke (HB), rejser i deres kronik den 16. maj nogle væsentlige spørgsmål om Den Almindelige Danske Lægeforenings (DADL) rolle i den offentlige debat om forskellige lægeetiske spørgsmål. En rolle, som vi er flere, der mener, at DADL kunne tage mere seriøst.

Personligt har jeg arbejdet en årrække som asylcenterlæge. Det arbejde afslørede alvorlige etiske problemer med den måde, asylsystemet og det danske samfund behandler landflygtige og traumatiserede mennesker på:

  • Asylansøgere bliver psykisk og fysisk syge af den lange sagsbehandlingstid, med risiko for tab af overlevelses- og forældreevne.

  • Adgangen til lægehjælp begrænses og administreres af Udlændingestyrelsen, med ringe eller ingen lægefaglig indsigt.

  • Boligforholdene og de psykosociale belastninger for voksne og børn på opholdscentrene, er sundhedsskadende og potentielt invaliderende.

  • Læger afkræves ofte lægeerklæringer, hvis formål, indholdskrav og juridiske konsekvens det kan være svært at gennemskue.

Vi er en lille gruppe læger, der har forsøgt at gøre opmærksom på problemerne gennem henvendelser til Dansk Røde Kors, Udlændingestyrelsen, Integrationsministeriet og -udvalg, Lægeforeningen og medierne [1-5].

Personligt har jeg oplevet en skuffende lille opbakning fra DADL's side, når jeg har forsøgt at rejse en kritik. Det er derfor med en vis undren, at jeg læser formanden for Etisk Udvalg, Hans Buhl's svar til BR og HB, hvor han helt negligerer den berettigede opfordring til, at DADL tager sit ansvar som faglig organisation alvorligt. Der må kunne gives et bedre svar - prøv igen!

SVAR

SVAR


Referencer

  1. Nielsen BE. Indlæg i bl.a. Faxnyt nr. 5, 3. februar 2000 og nr. 3-5, januar-marts 2001.
  2. Rich B. Lægeforeningen og asylansøgere. Ugeskr Læger 2003;165:4140-5.
  3. Nielsen BE. Syg af at vente. Information 6. november 2003.
  4. Skærbæk M. Stigende antal syge asylansøgere. Berlingske Tidende 8. januar 2004.
  5. Rich B, Nielsen BE. Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, bilag 233, (www.ft.dk/samling/20031/MENU/00885868.htm), marts 2004.