Selv ikke i min vildeste fantasi har jeg forestillet mig, at det ville gå så galt som det viser sig. Jeg havde forventet, at alle sejl ville være sat til, skriver praktiserende læge Marianne Puge blandt andet om Region Hovedstadens nye akuttelefon
Det seneste år har vi praktiserende læger flere gange frustreret diskuteret hvordan vi skal få politikerne til at forstå den almen medicinske speciallægeuddannelses kvaliteter.
Flere af os har været meget bekymrede over, at vores kerneydelse i form af "det frie møde med patienten med symptomer eller sygdomsbekymring" blev fortrængt til fordel for tiltagende ambulatorievirksomhed og opgaveglidning fra sekundærsektoren samt et tiltagende dokumentationskrav.
Vi har forklaret og argumenteret, afsløret løgne og fået indsigt i Captia PLO. Vi har inviteret og søgt dialog. Vi har haft patienternes støtte.
Jeg er kommet til den erkendelse, at gode argumenter ikke kan flytte noget i denne sag. Dette handler om magt.
Det kaos vi nu ser i Region Hovedstadens store Akuteksperiment giver et hint om omfanget af vores magt.
Selv ikke i min vildeste fantasi har jeg forestillet mig, at det ville gå så galt som det viser sig. Jeg havde forventet, at alle sejl ville have været sat til og at man havde mangedoblet normal normering for at imødegå kritik i de første dage, hvor alles blikke ville være rettet mod eksperimentet. Det er en surrealistisk oplevelse, at se politikere og ledere i medierne fortsat anprise ordningen mens det er åbenlyst for alle andre, at der er tale om en katastrofe. Det forstærker min i forvejen store modstand mod ansættelse under regional ledelse.
Følgende argumenter der har været fremført i medierne som årsag til katastrofen: IT tekniske problemer, nybegyndervanskeligheder med it-systemet, stormende succes med oplysningskampagnen.
Det er muligt, at dette er en del af årsagen, men med de historier patienter har berettet om, så er det mindre betydende faktorer.
Den helt store forskel er, at de speciallæger der netop er uddannet til telefonvisitation og håndtering af almen medicinske problemstillinger og organisering af indsatsen, er fjernet fra opgaven. Det burde de ansvarlige dybest set være klar over.
Og det bør alle praktiserende læger være klar over. Flere har været ramt på arbejdsglæden og det faglige selvværd som følge af de beskyldninger og angreb, som vores stand har været udsat for det seneste halvandet år. Det er destruktivt både for den enkelte læge og for vores samlede stand.
Vores indsats - hele den samlede værdi af Almen Praksis- er meget mere værd end de 9 mia. kr vi hele tiden hører om.
Måske er der grundlag for et forsigtigt håb om, at Hovedstadens Store Akuteksperiments åbenlyse problemer er en øjenåbner for både de kolleger, der er ramt på det faglige selvværd, og for vores modpart i overenskomstforhandlingerne.
1813 har måske hjulpet os i vores udfordring med at anskueliggøre værdien af vores indsats. Og givet et hint om hvilken magt vi i virkeligheden har, hvis vi er klar til at tage den når det er påkrævet.
