Skip to main content

Mechanism and management of headache. 7th edition Lance JW, Goadsby PJ.

Lægechef Kai Jensen, E-mail: kajens@fa.dk

20. mar. 2006
2 min.

Denne syvende udgave af »Mechanism and management of headache« adskiller sig selvfølgeligt væsentligt fra den første udgave i 1969, som var forfattet af J.W. Lance alene. For dem, som er i besiddelse af 6. udgave fra 1998, er der reelt kun beskedent nyt.

Et enkelt nyt kapitel om kronisk hovedpine beskriver vanskelighederne ved at få afgrænset og klassificeret disse tilstande og forståelsen af de underliggende patofysiologiske mekanismer - og ikke mindst manglen på solid videnskabelig evidens for effekten af de eksisterende behandlingstiltag. Kapitlet om »Cluster headache and other trigeminal autonomic cephalalgias« er revideret og væsentligt udvidet. Det er i øvrigt et af de mest inspirerende kapitler set med en neurologs øjne, både i relation til forståelsen af tilgrundliggende sygdomsmekanismer og i relation til differentialdiagnoser samt behandlingsstrategier.

For dem, som ikke har læst tidligere udgaver af bogen, er der imidlertid tale om en fængende, let læselig og dog detaljeret gennemgang af hovedpineområdet på et både basalt og avanceret niveau.

Alle væsentlige former for hovedpine omtales og gennemgås mht. det kliniske billede, patofysiologi og behandlingsstrategi, der er baseret på den helt aktuelle videnskabelige litteratur. Der er henvisninger til en omfattende opdateret referenceliste efter hvert enkelt kapitel.

Forfatternes mangeårige erfaring som klinikere og forskere på den internationale hovedpinescene - og samtidig deres store pædagogiske talenter - sætter sit tydelige og positive præg på bogen. En del læger vil formentlig fristes til at læse bogen fra ende til anden, men den er også velegnet som opslagsbog, når den lidt »usædvanlige hovedpinepatient« melder sig i konsultationen.

Bogen kan varmt anbefales til praktiserende læger såvel som neurologer, men også andre med interesse for feltet vil kunne have udbytte af den.

USA: Elsevier, 2005.

392 sider. Pris: 51,95 euro.

ISBN: 0-7506-7530-6