Med kikkerten for det blinde øje: Hvilken krise i almen praksis?

»Almen praksis er i krise«, skriver Frede Olesen i sin kronik i Ugeskriftet den 1. oktober [1]. »Nej«, svarer PLO-formand Michael Dupont i samme nummer. Hvem har ret? Hvordan kan to centrale aktører fra almen praksis have så forskellige opfattelser af deres situation?

Uenigheden afspejler jo netop i Frede Olesens pointe: Vi har ikke en samlet almenmedicinsk organisation, der kan fungere som en troværdig og fagligt velprofileret aktør og samarbejdspartner i det danske sundhedsvæsen. Opfattelserne om de eksisterende forudsætninger og fremtidige muligheder og begrænsninger er stærkt divergerende i dansk almen medicin. Hvordan skal vi så forvente, at almen praksis kan indgå på kvalificeret vis i planlægningen og udviklingen af et sammenhængende sundhedsvæsen med de alment praktiserende læger som aktive medspillere?

Internationale erfaringer tyder på, at der er brug for en stærk tværfaglig teamfunktion i primærsektoren, hvis man skal opnå den optimale kvalitet. Det gælder, hvad enten vi taler om individrettede eller befolkningsrettede forebyggelsesprogrammer, screeningsprogrammer, individuel diagnostik og behandling af kronisk sygdom, patientundervisning, rehabilitering eller palliation. De praktiserende læger kan her spille en central rolle, hvis de ønsker det. Men hvad skal samarbejdspartnerne (kommuner, sundhedscentre, sygehusafdelinger og regioner) stille op uden en almen praksis-sektor med en fælles vision?

Hvor var de praktiserende læger, da planerne om sundhedscentre skulle udmøntes? Nogle var med, andre imod. Et fælles fodslag var ikke til at få øje på. Hvor er planerne for de lokale sundhedsteam med de praktiserende læger som nøglepersoner?

Michael Dupont henviser til lægemangelen som årsag til manglende entusiasme for nye tiltag. Men andre lande og sundhedssystemer kan klare sig med færre læger og alligevel opnå en stærk primær sektor. Måske handler det mere om organisering og faglig udvikling, om incitamenter og kvalitetsredskaber. Om ambitioner og parathed til forandringer. PLO-formanden har taget kikkerten for det blinde øje. Hans afvisende og beklagende svar på de klare krisetegn i dansk almen praksis vil næppe øge selvbevidstheden og optimismen blandt de praktiserende læger, rekrutteringen af yngre læger eller potentielle samarbejdspartneres tro på almen praksis som fremtidens nøglepersoner i den lokale sundhedsindsats. Engang - for ikke så længe siden - var vi stolte af vore praktiserende læger som befolkningens primære og vigtigste kontakt i sundhedsvæsenet. Udenlandske eksperter roste os for netop denne funktion. Lad os bygge videre på dette, mens det endnu er muligt og troværdigt. Men måske kræver det en samlet strukturreform for almen praksis frem for enkeltstående initiativer baseret på individuelle, dynamiske praksislæger?