BLOG - Hashtag-bevægelsen #DetKuHaVæretMig illustrerer, at sociale medier kan rive mange mennesker med, men også, at det giver enorm magt til de, der mestrer den hurtige online-dialog, skriver Rigshospitalets direktør, Per Christiansen.
Har du evnen til at formulere en kort sætning, som illustrerer en pointe i en dagsorden, du gerne vil præge? Og er sætningen velegnet til at få sat et lille # foran? Så har du fat i et virksomt våben, som kan skaffe dig stor indflydelse i den offentlige debat.
Vi har de seneste måneder set to meget stærke – og meget forskellige – demonstrationer af denne evne. Vi kender alle #MeToo, som satte en stopper for det nogle af vor tids herremænd opfattede som deres naturlige ret til ”en første nat med bruden” i form af sexkrænkelser af kvinder, som var overladt til herremændenes nåde, hvis de ville have en karriere indenfor film, teater, politik, journalistik mm. Men vi har også i vores eget nærmiljø set effekten af #DetKuHaVæretMig, der startede som en bevægelse på de sociale medier, og er endt i en tiltrængt debat om Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse af deres egen raison d’etre.
Mens jeg ikke har den store lyst til at forsvare Harvey Weinstein og hans kumpaner, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om vi kommer til at rette smed for bager ift Styrelsen for Patientsikkerhed? Jeg er personligt helt enig i, at styrelsen er gået alt for langt og for nidkært til værks i en række sager. Ingen tvivl om det. Men samtidig må man konstatere, at styrelsen et stykke af vejen vel blot forsøger at indfri de krav, politikerne har stillet til dem: Undgå læger, der udfører coloscopier vaginalt eller udskriver totalbedøvelse til patienter med psykiske problemer for bare at nævne et par af de mere spektakulære sager fra de seneste år.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi kommer til at rette smed for bager ift Styrelsen for Patientsikkerhed? Per Christiansen, direktør på Rigshospitalet
Men tilbage til de sociale medier. Det er uhyre let at finde eksempler på deres enorme indflydelse, og hvor man måske for år tilbage kunne se de sociale medier afspejle den debat, der foregik i skrevne og elektroniske medier, er det i dag snarere omvendt. At de skrevne medier i højere og højere grad afspejler det, der foregår på de sociale medier. Det giver en enorm magt til de, der mestrer dialogen på Twitter og Facebook.
Med stor magt følger også stort ansvar. Jeg forsøger mig selv på området med større eller (måske især) mindre held. Selvom jeg qua min aktivitet på området ikke så sjældent bliver inviteret til at holde oplæg, om hvordan man kan bruge sociale medier i sit lederskab, opfatter jeg stadig mig selv som en glad amatør.
Jeg prøver at gå ind i debatter, hvor jeg har en klar viden eller en klar holdning, men det er jo desværre ikke sådan på sociale medier, at dem med viden har en side for sig selv og dem med holdning en anden, så derfor går det ofte op i spids, som vi eksempelvis ser det, når man fra sundhedsfaglig side drøfter HPV-vaccination med dedikerede anti-vaxx’ere. Eller når man ud fra en viden om, hvor værdifuld deling af sundhedsdata er for konkrete patienter krydser klinger med en person, der har en klar holdning til risikoen for, at de samme data falder i de forkerte hænder.
Selvom jeg som udgangspunkt går ind i en debat, fordi jeg har et synspunkt eller en viden, som jeg mener er den rigtige, er jeg også tilstrækkelig nysgerrig til, at gode argumenter kan flytte mig. Derfor ærgrer det mig også rigtig meget, når jeg specielt i debatterne om 1813 og Sundhedsplatformen oplever, at de sociale medier mere polariserer debatten end bringer de modstående synspunkter tættere på hinanden.
Faktaboks
Jeg har selv været involveret i flere Twitter-battles på de to områder, og må konstatere, at jeg ikke er gået klogere derfra. Og jeg tror bestemt, at dem, jeg har battlet med, har haft samme oplevelse. Vores evne som mennesker til at flytte os og skifte synspunkt hænger nok i virkeligheden sammen med det personlige møde og personlige relationer, som er svære at skabe på de sociale medier.
Personligt vil jeg fremover forsøge at undgå negative og sarkastiske bemærkninger og tilsvarende forsøge at bidrage til, at vi får bedre og mere sober debattone. Jeg vil ikke afstå fra at have kant og meninger, men jeg vil huske mig selv på, at også de, som jeg er rygende uenige med på Twitter, kan være gode og hyggelige mennesker, der elsker deres kone, deres kat og chili. Det opdagede jeg nemlig, da jeg via de sociale medier botaniserede lidt i, hvem det egentlig var, jeg havde en ophidset debat med. Og det kan jo gøre en helt fredsommelig.
