Medicin og screening mod demens virker ikke

Ifølge Alzheimerforeningens direktør er det »ekstremt vigtigt at få stillet en korrekt diagnose i tide«, og det er »uudholdeligt«, hvis patienterne skal »vente i månedsvis« (Berlingske, den 27. dec 2015). Uudholdeligt måske for en interesseforening, der modtager bidrag fra medicinalindustrien, og for firmaerne, som i ventetiden ikke får solgt lægemidler mod demens. Men næppe for de demente, da demens udvikler sig langsomt. Der er god tid til at finde ud af, hvilken pleje disse mennesker har brug for, og det kan gøres diskret, uden at stigmatisere folk med en diagnose, som mange frygter så meget, at de synes, at svær demens er værre end døden.

Nogle gange kan en diagnose selvfølgelig være nyttig. Den kan hjælpe familierne med at forstå, hvad der foregår, kan spare demente for at blive holdt ansvarlige for deres handlinger, og kan give dem mulighed for at ordne deres juridiske anliggender, mens de stadig kan tænke klart. Men mange gange er det nådigst ikke at stille diagnosen, fordi mange mennesker så vil dø ganske fredeligt med bevaret værdighed og uafhængighed, uden nogensinde at have tænkt på den rædselsfulde mulighed, at deres hjerne gik langsomt i opløsning.

Brede kriterier

Det er bestemt ikke »ekstremt vigtigt at få stillet en korrekt diagnose i tide«. Kriterierne for diagnosen er blevet så brede, at det ofte vil resultere i fejldiagnoser, hvis man går på diagnosejagt [1]. Den amerikanske psykiatrimanual (DSM-5) bruger ikke udtrykket demens, men taler om mild neurokognitiv lidelse, som er en »kognitiv tilbagegang fra et tidligere højere funktionsniveau i et eller flere kognitive domæner« [2]. Jeg tror, alle over 50 år opfylder disse kriterier!

Den 17. januar sagde sundhedsministeren, at der skal satses på hurtigere at få opsporet de første tegn på demens. Tidlig opsporing er det udtryk, Sundhedsstyrelsen bruger, når den ved, at screening ikke hjælper, for at bilde befolkningen ind, at det ikke er screening og måske alligevel hjælper.

I 2014 udgav Den Britiske Screeningskomité en eksemplarisk rapport, der indeholder alt, hvad vi behøver at vide [1]. Komitéen gennemgik evidensen og konkluderede, ligesom US Preventive Services Task Force også har gjort, at vi ikke skal screene for demens eller mild kognitiv svækkelse.

Rapporten nævner, at screening kunne skade flere, end den hjælper, ved fejlagtigt at forurolige dem. Den nævner også, at det kun er hos personer i alderen 85 år og opefter, at en positiv test sandsynligvis betyder, at personen har demens, at medicin ikke reducerer risikoen for progression til Alzheimers sygdom, at effekten af medicin er så lille, at den formentlig ikke er meningsfuld, og at der ikke er beviser for, at medicin giver forbedringer i livskvalitet eller velfærd.

Minimal effekt af medicin

De minimale effekter, der er set i lægemiddelforsøgene, er sandsynligvis falske, da de nemt kan skyldes, at forsøgene ikke har været ordentligt blindet pga. medicinens mærkbare bivirkninger [2]. Alligevel fandt man i en Cochraneoversigt af tre demenspræparater en effekt på den kognitive funktion på kun 2,7 point på en 70-punktsskala [3], hvilket er mindre end de fire point, som den amerikanske sundhedsstyrelse anser for at være den minimalt relevante kliniske ændring. I et stort forsøg, som i modsætning til næsten alle andre forsøg ikke var firmasponsoreret, og som løb i lang tid, deltog 565 patienter med mild til moderat Alzheimers sygdom, de fik enten donepezil eller placebo [4]. Der var ingen meningsfuld effekt overhovedet. Resultaterne var de samme efter tre år for begge grupper med hensyn til institutionsanbringelse, progression af handikappet samt adfærdsmæssige og psykologiske symptomer.

Da vi gør mange mennesker demente med vore lægemidler, især psykofarmaka [2], er det bedste, vi kan gøre, at bruge langt færre lægemidler og at give folk noget meningsfuldt at beskæftige sig med. Den Britiske Screeningskomité nævner, at hjernegymnastik (kognitiv stimulering) forbedrer de mentale evner, selvoplyst livskvalitet og trivsel samt personalets vurdering af kommunikation og social interaktion [1].