Medicinsk efterbehandling af brystcancer skudt over målet

Verden over behandles millioner af kvinder efter at have haft brystcancer opfølgende med én fastsat dosis – uanset højde og drøjde – af diverse lægemidler til sænkelse af østrogenniveaet, ofte med svære bivirkninger til følge. En mere nuanceret holdning til doseringen kunne uden tvivl bedre behandlingen betydeligt og sikre en vedholdende medicinering.

Kvinders overlevelse efter brystcancer er i de senere år steget mærkbart takket være tidligere diagnose, forbedrede teknikker til operation, strålebehandling og histologisk karakterisering af tumorer samt fremkomsten af nye lægemidler til antiøstrogenbehandling. Den måske bedste af disse, letrozol, er valgt som standardbehandling i Danmark, som spillede en væsentlig rolle i udvikling og afprøvning af denne højpotente, specifikke og reversible inhibitor.

Som brystcancerpatient oplevede jeg efter nogle måneder med 2,5 mg letrozol om dagen, at bivirkningerne, hovedsagelig i form af muskelsvækkelse og artralgi, havde antaget en styrke, som bragte den fysiske aktivitet ned på et absolut minimum til en elendig livskvalitet med ringe udsigter for fremtiden.

Med en baggrund inden for forskning i lægemidler og en manglende lyst til smertebehandling med NSAID og skift til tamoxifen fandt jeg via den medicinske litteratur frem til en løsning, som har givet mig min livskvalitet tilbage, og som efter mit bedste skøn er fuldt forsvarlig.

Skønt alle afprøvede doser fra 0,1 til 2,5 mg pr. dag opfyldte det primære mål at bringe niveauet af østrogen helt i bund [1, 2], endte valget af dagsdosis med at blive 2,5 mg, baseret på to studier [3] med blot 180 patienter i hver gruppe, alle med metastaserende cancer og således en temmelig heterogen gruppe. Et noget forhastet valg, inden problemet med bivirkninger var erkendt for alvor.

Letrozol findes kun i én dosis à 2,5 mg i form af en lille tablet uden delekærv, men i kraft af den lange halveringstid, kunne nedtrapningen foretages med sjældnere indtag og alligevel give et stabilt niveau. Efter syv måneder på fuld dosis gik det trinvis nedad til en dosering på to gange om ugen, svarende til en dagsdosis på 0,7 mg, som gav et acceptabelt aktivitetsniveau. Undervejs i nedtrapningen fik jeg helt undtagelsesvist målt mit østrogenniveau. Uden denne kontrol vil en nedsat funktion af letrozol pga. en muteret aromatase eller andet således i dag gå upåagtet hen.

Alt tyder på, at dagsdosis af letrozol meget vel kan være sat for højt, når 30% af patienterne får så svære bivirkninger, at de hellere løber risikoen ved manglende behandling [4]. Og nu, hvor de fem år for nogle kvinder risikerer at blive forlænget yderligere, må det være på tide for alvor at tage behandlingsregimet op til revision. Retrospekt set havde det været ønskeligt, at de mange kliniske studier med forskellige doser også var kørt med en parallelgruppe af nyligt diagnosticerede patienter, hvilket måske havde ført til en mere tålelig dosis og en stabil medicinering.

Det er ikke lykkedes Ugeskriftet at få et svar på dette indlæg.