Skip to main content

Medicinsk kompendium. 17. udgave. 2009

♠ Professor Peter Skinhøj, E-mail: schioedt@rh.regionh.dk

10. aug. 2009
3 min.



Den 1. april blev vores store røde lærebog fra 2004 omsider afløst af den store blå 17. udgave. Den er stor i vægt: syv kilo, stor i omfang: 3.000 sider foruden indeks, men også stor i pris: 4.000 kr. Er det derfor nødvendigt at anbefale straks at indkøbe denne nye udgave?

Selvom produktionstiden har været lang, er der i de foregående år, fra forrige udgave blev skrevet, tilkommet betydelig ny patogenetisk forståelse, viden og nye terapeutiske muligheder og strategier inden for mange medicinske specialer, tænk f.eks. på onkologi eller kardiologi.

Et overblik over denne udvikling erhverves lettest ud fra en velskrevet ny lærebog. Redaktionsgruppen er blevet suppleret med professor Hendrik Vilstrup foruden de erfarne medlemmer Ove B. Schaffalitzky de Muckadell og Stig Haunsøe. Disse har allieret sig med i alt 162 forfattere, hvorved der er foretaget en høj grad af fornyelse og foryngelse, så kun ca. en tredjedel af alle kapitler har samme hovedforfatter som i 16. udgave.

Denne fornyelse ses tydeligt i en række væsentlige kapitler, f.eks. de immunologiske afsnit, i kardiologi og i hæmatologi.

Den 17. udgave har samme sidetal som den 16. Med den påkrævede udvidelse af visse områder har selvsagt enkelte afsnit måttet udgå, f.eks. det om intensiv medicin og det om rationel farmakologi. Herudover er opbygningen og kapitelstrukturen bevaret uændret fra forrige udgave med relevante indledende kapitler tillige med gode kapitler om nogle kliniske kardinalmanifestationer. Den efterfølgende specialespecifikke gennemgang af kliniske sygdomsenheder er også uændret. Vægtningen og detaljeringsgraden inden for de enkelte områder synes til dels at være historisk bestemt. Store fagområder som reumatologi, kardiologi, infektionsmedicin og gastroenterologi er meget grundigt beskrevet. Neurologi er bevaret som et stort hovedafsnit, hvad der må ses som et gode, også for internmedicinere. Psykiatriske problemstillinger er til gengæld kun meget sporadisk berørt trods deres hyppige forekomst, også blandt medicinske patienter. Tilsvarende kunne man savne lidt mere plads til f.eks. klinisk onkologi og især geriatri, der kun er tildelt få sider. Vigtigst er det imidlertid, at der for næsten alle specialeområder synes at være opnået en ajourført klar oversigt, der kun sjældent vil nødvendiggøre yderligere opslag i udenlandske tekstbøger. Hertil skal føjes, at der er tale om en smuk bog, ikke alene i omslaget, men i typografien, opsætningen, brugen af tabeller og illustrationer i øvrigt. Det gør fremstillingen forbilledlig klar og lettilgængelig.

Svaret på det stillede indledende spørgsmål må derfor være »Ja«, alle kommende og nuværende læger, der har berøring med medicinske sygdomme, bør straks anskaffe sig 17. udgave af Medicinsk Kompendium. Det vil forblive hovedreferencen i den kliniske hverdag, også i de kommende år.

Redaktion:Ove B. Schaffalitzky de Muckadell, Stig Haunsøe, Hendrik Vilstrup

Forlag:Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck

Sider: 3.000

Pris: 4.000 kr.

ISBN: 978-87-170-3933-9