To meget forskellige lægeverdener

INTERESSEKONFLIKTER: Har siddet i et lønnet ekspertpanel ved samarbejde med Abbot, Novartis, Lilly og Amgen. Har holdt foredrag og modtaget vederlag af Lilly og Amgen og har deltaget i videnskabeligt, ulønnet samarbejde om kliniske forsøg med Amgen, Lilly, MSD og Novartis. Udpeget som granskningsmand ved ENLI fra 1. april 2011.

Debatten om lægers mulige interessekonflikter har efterhånden nået et niveau, hvor jeg må spørge nogle af mine kolleger, om vi lever i helt forskellige verdener. Jeg kan slet ikke genkende mange af de drabelige habilitetsproblemer, som fremføres af Henrik Dibbern og medlemmer af f.eks. Læger uden sponsor.

Som ansat læge i det offentlige er vi mange læger, der samarbejder med lægemiddelindustrien eller medikoindustrien. Vi gør det for vores forskning, men så sandelig også fordi arbejdsgiveren og det politiske system ønsker samarbejde mellem hospitaler, universiteter og industri til landets bedste. En nylig gennemgang fra Lægemiddelstyrelsen af 2.400 samarbejdsaftaler viser, at det foregår på helt almindelige økonomiske vilkår.

Berøringsangst

Min følelse af et dybt skel bliver ikke mindre, når jeg her forleden kan læse, at det stort anlagte Medicon Valley-koncept i Øresundsregionen er nødlidende på grund af manglende investeringer. Det skulle være en af de helt store vækstmotorer for fremtidens arbejdspladser i vores geografiske område, men investorerne går udenom på grund af den historiske berøringsangst mellem forskermiljøerne og de kommercielle foretagender. Kulturen blandt de berøringsangste forskere skal ændres, før vi kan konkurrere med de førende miljøer i f.eks. USA, lyder budskabet.

Jeg har meget svært ved at få dette til at passe med billedet af den halvkorrupte danske læge, der sidder dybt i lommen hos grimme kapitalister. Desuden er det sådan, at den enkelte læge på et hospital ikke bare kan indgå en kontrakt med en virksomhed. Det er et anliggende mellem en hospitalsledelse, afdelingsledelse, forsker og et firma. Økonomien styres af det pågældende hospitals økonomiafdeling og den enkelte forskende læge. Den ansvarlige seniorlæge, principal investigator, er altså ikke lønnet for dette arbejde, der er en naturlig del af rigtigt mange hospitalsafdelinger. For hospitalslæger, ansat og lønnet af det offentlige, er der godt styr på disse forhold, så den enkelte ikke beriger sig på samarbejdet.

Habilitet hos PLO-medlemmer

Når Henrik Dibbern derfor igen og igen melder ud om, at læger har habilitetsproblemer, så må det i stort omfang være hans egne medlemmer, han tænker på. Hovedparten af PLO's medlemmer er selvstændige erhvervsdrivende, og derfor indgår de kontrakter på vegne af egen virksomhed. Jeg kan sagtens se, at der kan opstå habilitetsproblemer, når ethvert erhvervet overskud i egen virksomhed i sidste ende tilfalder ejeren af denne virksomhed. Men det betyder jo ikke, at lægestanden som sådan er korrumperet, og der foregår for øjeblikket i såvel Lægeforeningen som i Sundhedsministeriet et udvalgsarbejde, der i løbet af foråret skal føre til et regelsæt eller etisk kodeks for lægers samarbejde med private interesser. Så giv dog det arbejde ro.

Til gengæld er vi helt enige om noget meget grundlæggende: Når en patient møder lægen, hvad enten dette sker i almen praksis, på sygehuset eller i privatklinikken, så skal patienten kunne føle sig helt tryg ved, at den behandling, der bliver foreslået, alene sker ud fra hensynet til patienten. Altså ikke farvet af samarbejdsrelationer til bestemte producenter eller organisationer. Derfor ønsker vi i Lægevidenskabelige Selskaber, at vi får et kodeks, der favner meget bredt og tager alle de interesser med, som er en del af lægegerningen. Altså ikke blot samarbejde med industrien, men også opgaver med rådgivning, attester, forsikringssager etc.

Uafhængighedserklæring

En uafhængighedserklæring om man vil, så vi over for vores patienter aktivt kan dokumentere vores uafhængighed af interesser, der kan have indflydelse på vores patientbehandling. Den erklæring om mulige interessekonflikter, der står på foregående i Ugeskrift for Læger, viser vejen. Kodeordet er transparens. Det skal til gengæld ikke være en erklæring eller et kodeks, der blokerer for de mange og naturlige samarbejdsrelationer, som er en del af lægegerningen. Det ville være ulykkeligt for lægerne og for det samfund, som vi er en del af.