Skip to main content

Mennesker, makt og mikrober

♠ Overlæge Kåre Mølbak E-mail: krm@ssi.dk

19. sep. 2008
2 min.


Historiens største kamp er mellem mennesker og sygdomsfremkaldende mikrober. Især 1800-tallet blev de store epidemiers århundrede, og kampen for bedre levevilkår var uløseligt knyttet til bekæmpelsen af de smitsomme sygdomme. Før den moderne mikrobiologis gennembrud i slutningen af 1800-tallet forstod man ikke årsagen til epidemiske sygdom-me. I midten af 1800-tallet udspillede debatten sig om de epidemiske sygdommes årsag mellem tilhængere af to videnskabelige paradigmer: kontagionister og miasmatikere. Kontagionisterne mente, at epidemiske sygdomme var overførbare. Der kunne eksempelvis kun opstå kolera- eller tyfusepidemier ved introduktion af smitte fra et indekstilfælde. Dermed fastholdt de, at klassiske principper i epidemibekæmpelse - isolation, desinfektion og karantæne - var virksomme. Miasmatikerne mente derimod, at de fleste epidemiske sygdomme kunne opstå spontant under særlige betingelser - »den epi-demiske Constitution«. Mange forhold kunne bidrage til en sådan »epidemisk Constitution«, herunder klimatiske, naturgeografiske, sociale og boligmæssige. Miasmatikerne var inspireret af naturfagenes udvikling i 1800-tallet, og deres tan-kegang var spiren til den moderne miljø- og socialmedicin. Miasmatikerne mente samtidig, at karantæne satte urimelige begrænsninger for udvikling af samhandel og samfærdsel.

May-Brith Ohman Nielsen er historiker, og skildrer ud fra en historisk synsvinkel konflikten mellem disse to paradigmer i Sydnorge i perioden 1830-1880. Kristiansand havde allerede i begyndelse af 1800-tallet en lang historie som karantænehavn, der var blevet flittigt brugt bl.a. i bekæmpelsen af pestepidemier. Karantænestationen blev en del af et internationalt karantænesystem, og de læger, som virkede i Kristiansand og omegn, fik dermed en rig erfaring i praktisk epidemibekæmpelse. De forblev kontagionister og styrkede gennem opsamling af både videnskabelige erfaringer og befolkningens hverdagsviden denne position. De kom dermed til at stå i skarp opposition til de akademiske kredse og myndigheder i Oslo, hvor miasmatiske synspunkter dominerede. Konflikten er interessant, idet den bl.a. viser, at der er sammenhæng mellem, hvad man tror, og hvad man gør, og at det videnskabelige paradigme dermed har konkret betydning i konkrete sammenhænge. Miasmatikerne mente fuldt og fast, at de havde videnskaben på egen side, og handlede ud fra motiver om at gøre godt, om end konsekvenserne ved for eksempel at lempe karantænereglerne kunne være katastrofale. Bogen giver dermed anledning til eftertanke om, hvordan medicinhistorikere i fremtiden vil beskrive, hvordan vi i dag forebygger sygdomme og fremmer sundhed. »Mennesker, makt og mikrober« er velskreven og fuld af detaljer og anekdoter. Bogen kan anbefales til læsere med interesse i medicinsk historie, forebyggelse, infektionsmedicin eller forhold mellem videnskabsteori og praksis.