Skip to main content

Menneskerettigheder er et sundhedstegn - at fjerne dem er et sygdomstegn

BLOG - Danmark overtager i skrivende stund formandskabet i Europarådet. I den anledning har flere danske politikere nævnt, at man burde anvende posten til at fjerne, ”modernisere” og ”reformere” menneskerettighederne. Dårlig ide, mener Morten Sodemann.

15. nov. 2017
6 min.

Væbnede konflikter, krig, overgreb og tortur er politiske problemer, men psykiske og fysiske traumer, som følget af dem, er sundhedsproblemer. Men overalt i Europa er der en snigende opfattelse af, at også opsporingen, behandlingen og rehabiliteringen af krigs– og torturtraumer politiseres. Efterhånden som finanspolitik styrer al politik, og folkeviddet styrer resten, har politikere vendt deres blik mod de få resterende områder af samfundet, hvor de kan udøve det politiske spil, demonstrere uenigheder og gå til grænsen og gerne lidt ud over. Flygtninges vilkår er ét af de områder, hvor der er politisk fri leg – et selvbestaltet, juridisk ingenmandsland – en testbane for, hvor langt man kan latterliggøre, strække eller udvande en menneskeret, inden Strasbourg lukker legepladsen.

Hvem skal betale for konsekvenserne af krig? Et hævdvundet princip har altid været, at ”If you break it you fix it”, men dem, der skaber traumerne, er sjældent indstillede på at fixe de krigsskadede ofre. Så kunne man mene at ”If you break it you pay it”, som der står i porcelænsbutikker, men heller ikke her er der medfølelse at hente hos de skyldige. Dem, det går ud over, betaler prisen med en krop, der resten af livet vil huske for dem, hvis de selv skulle glemme de forfærdeligheder, de har oplevet. Glemmer du, så husker jeg: Kroppen er et lager for fysiske og psykiske traumer. Foreløbig er det den enkelte flygtning, der må betale for krigens omkostninger – de lægger pengene ud med arrene på deres krop og i sjælen – en slags kassekredit som hverken de skyldige eller modtagerlandene ser ud til at ville hjælpe dem med at nedbringe.

Skal Danmark virkelig være nationen, der huskes for at fjerne menneskerettigheder og dermed legitimerer starten på en ukontrollabel dominoeffekt?

Den 13.-14. november i år holdt det europæiske netværk for behandlingscentre for traume- og torturoverlevere årsmøde i Bukarest. Deltagere fra Norden, Irland, Tyskland, Polen, Tyrkiet, Østrig, Frankrig, Ungarn, Rumænien, Ukraine, Italien, Spanien og mange flere gav et billede af et Europa, der både skaber og behandler traume- og torturoverlevere, og samtidig et Europa, der tager imod flygtninge med torturskader fra Tjetjenien, Hviderusland, Belarus, Moldova og Venezuela.

Holdningen til fremmede er helt klart vendt i en fjendtligere retning i mange lande de seneste år, og flere af torturbehandlingscentrene stod overfor lukning på grund af stop for offentlig finansiering, daglig chikane fra myndigheder og vanskeligheder ved at tale offentligt om tortur. Det gælder bl.a. ICAR Foundation i Rumænien, startet af en narkoselæge til behandling af torturoverlevere under Ceaușescuregimet, som udvidede deres målgruppe til flygtninge, efter at krigene i Mellemøsten brød ud. Polen er i realiteten ikke noget sikkert sted for flygtninge, forklarede den polske traumeekspert og gav eksempler på, hvordan international asyllovgivning tilsidesættes 100%: Man skal have visum til Polen for at kunne søge asyl i landet. Behandlere, fra flere af de tidligere østeuropæiske stater fandt, at det nu var blevet farligt for dem at tale om politiovergreb og tortur i deres eget eller nabolande efter Ruslands annektering af dele af Ukraine. Ikke-regerings-organisationer (NGO’ere), der behandler torturoverlevere i Tyrkiet og andre lande oplever vilkårlige lukninger med henblik på at stresse og intimidere dem. Det var ubehageligt, at høre repræsentanter fra flere europæiske lande tale om tortur og andre overgreb fra regeringen og paramilitære enheder som et folkesundhedsproblem på linje med overvægt og sukkersyge.

Danmark overtager i skrivende stund formandskabet i Europarådet. I den anledning har flere danske politikere nævnt, at man burde anvende posten til at fjerne, ”modernisere” og ”reformere” menneskerettighederne med et perfekt nysprogsargument: Reformeringen skal beskytte rettighederne mod helt at forsvinde. Ét af forslagene, fra områdets minister, er at fratage flygtninge retten til familiesammenføring, der ifølge forslaget fremover kun skal kunne gælde for EU-borgere. Der var bekymring blandt de forsamlede behandlere i Bukarest over de skadelige virkninger, dét ville få på PTSD-ramte, enlige flygtninge, der risikerer at synke ind i en vegetativ, demoraliseret tilstand, der er utilgængelig for behandling. Der var også bekymring for den kaskadeeffekt, en sådan beslutning ville have på tværs af Europa: En steppebrand af endnu mere radikale forslag fra f.eks. Polen, Østrig og Ungarn ansporet af, at menneskerettighedernes (tidligere) højborg, Danmark, nu har åbnet en ny international legeplads for fiflen med de menneskerettigheder, som nogle stater har det bedst uden.

Faktaboks

Fakta

Begrebet ”en person” blev opfundet af grækerne, for at kunne straffe, beskytte og give privilegier til enkeltpersoner. Menneskerettigheder er skabt for at kunne beskytte personer, ikke mindst forsvarsløse personer, mod overgreb, uretfærdighed og forskelsbehandling udøvet af myndigheder, personer og stater, der har magt til det. Tortur og voldsomme psykiske traumer kan på hver deres måde fratage et menneske evnen til at opfatte sig selv som en person med mening, rettigheder og betydningsfuldhed. Udover deres hjemland, deres sprog, dets sange og historier, deres ejendele, deres fremtid og handlemuligheder, så har de også mistet styrken til at kunne forsvare deres person. Menneskerettighederne blev skabt, fordi hele folkeslag stod i samme situation under og efter 2. verdenskrig. At der overhovedet er politikere, der vil afskaffe de få basale menneskerettigheder, er netop det bedste argument for, at vi skal beholde dem.

En flygtning er en person, der har mistet alt undtagen sin accent, sagde Simon Wiesenthal. Hvis flygtninge nu også mister retten til rettigheder så har de kun mistro, mistillid og demoralisering tilbage. Skal Danmark virkelig være nationen, der huskes for at fjerne menneskerettigheder og dermed legitimerer starten på en ukontrollabel dominoeffekt? Politikerne må forstå, at psykiske traumer ikke er politik, og flygtninge er ikke årsagen til flygtningesituationen, men derimod ofrene for den. Sundhedsvæsenet er ikke en politisk testbane for letsindige lege med det eneste redskab, vi har til at beskytte mennesket mod lunefulde politikere, der leder efter lette sejre og lavt hængende frugter. Evidensen tyder på, at verdens flygtningekriser skyldes, at politikere er blevet markant dårligere til at løse konflikter, mens de er blevet superdygtige til at bygge mure og opfinde nye legepladser. Sundhedsvæsnet er ikke en legeplads, flygtninge er ikke hjulpet af mure, og traumer er et sundhedsproblem, der ikke kan behandles med jura. Hvis vi ødelægger menneskerettighederne, kommer vi alle til at betale. Menneskerettigheder er et sundhedstegn. At fjerne dem er et alvorligt sygdomstegn.