Menneskerettigheder, mindreårige og behandling efter psykiatrilov

interessekonflikter: Ingen

I 1983 var Danmark tæt på at blive dømt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for at overse menneskerettighederne for Jon, en 12 år gammel dreng.

Jon var 12 år gammel, da han i 1983 blev indlagt på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling i fem en halv måned. Forinden havde han havde levet en omtumlet tilværelse. Hans forældre havde i mange år kæmpet om, hvem der skulle have forældremyndigheden over ham. Forældrene havde ikke været gift, og da Jon var to år gammel gik de fra hinanden. Jons mor fik forældremyndigheden. Med tiden blev Jons forhold til faren tættere, og da han var otte år, ville han ikke bo hos sin mor mere. Faren gik under jorden med sin søn, og det lykkedes dem at skjule sig for myndighederne og Jons mor i tre et halvt år. Da Jon blev fundet, blev han anbragt på Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling; det var hans mors ønske og var blevet anbefalet hende af blandt andet hospitalsafdelingens leder.

Jon klagede først og fremmest over, at han blev berøvet sin frihed i de fem en halv måned, han var indlagt. Døren til hospitalsafdelingen var låst, og han var under næsten konstant opsyn. Jon kunne ikke klage til en dansk domstol over indlæggelsen, fordi det var hans mor og ikke myndighederne, der havde taget beslutningen om at indlægge ham. Jons mor havde forældremyndigheden, og hun mente, at det var bedst, at Jon blev indlagt. Ved Domstolen blev Danmark anklaget for ikke at have grebet ind i Jons mors måde at udøve sin forældremyndighed på. De danske myndigheder burde have lyttet til Jons protester over indlæggelsen, eftersom han var tolv år og gammel nok til at forstå, hvad der foregik omkring ham. Domstolens flertal mente imidlertid ikke, at børn i elleve-tolv-års-alderen er i stand til at tage stilling til en indlæggelse. Dommerne besluttede at lade morens forældremyndighed veje tungere end hensynet til Jons selvbestemmelsesret. Den danske stat blev derfor frikendt for sit medansvar for indlæggelsen.

Konkurrerende rettigheder

Jon-sagen rejste spørgsmålet om, hvilke rettigheder børn har i forhold til staten og deres forældre. Sagen viste, hvordan to forskellige menneskerettigheder kan støde sammen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afvejede Konventionens artikel 5 og 8 i forhold til hinanden. På den ene side giver Konventionen alle, inklusive børn, ret til frihed og personlig sikkerhed (artikel 5). På den anden side betyder retten til familieliv, at forældre har en vis ret til at bestemme over deres børn (artikel 8). Sagen skabte debat i den danske offentlighed og satte spørgsmålstegn ved, om retsbeskyttelsen af børn var god nok.

I 1989 kom den danske lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der med diverse justeringer har været gældende siden. Heri er ikke sat nogen nedre aldersgrænse for børn og unges frihedsrettigheder, hvorfor også børn helt ned til 12 år - så snart, de kunne forstå, hvad frihedsrettigheder betød - har fået tildelt patientrådgiver og haft klageret til det psykiatriske patientklagenævnssystem. Her kunne barnet eller den unge klage, hvis de ikke ønskede at være indlagt, var vrede over en fastholdelse eller ikke ville tage medicin eller få ernæring i en sonde. Patientrådgiverne har på bedste vis forsøgt at rådgive og vejlede børnene og de unge om deres rettigheder, og afdelingerne har indrettet deres praksis efter afgørelserne i det psykiatriske patientklagenævn. Nævnet og klagevejene var indrettet efter voksne patienters behov og kunne indimellem fremtræde uforståelige eller lidt frygtindgydende for børnene og de unge; men disse blev dog hørt.

Notat fjerner rettighed

Et notat fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet dateret september 2010 gør pludselig op med denne praksis (Notat om samtykke til behandling af mindreårige, psykiatriske patienter. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 28 september 2010). I notatet står, at forældremyndighedsindehaver godt kan give samtykke til behandling - også tvangsbehandling. Børnenes retssikkerhed varetages ved forældrene, som derfor også har klageretten.

»Psykiatriloven kan ikke anvendes i forhold til patienter, der er under 15 år eller i forhold til 15-17-årige patienter, der er for umodne til at varetage deres egne interesser, når der foreligger et informeret samtykke til behandlingen/foranstaltningen fra forældremyndighedens indehaver.

Dermed kan psykiatrilovens retssikkerhedsgarantier heller ikke finde anvendelse i forhold til mindreårige patienter i disse situationer. Børnenes retssikkerhed er varetaget ved, at deres forældre har pligt til at varetage deres interesser og behov og dermed også til at vurdere, om der skal gives samtykke til behandling (eller om psykiatriloven skal finde anvendelse), og om der skal klages m.v.«

Denne tolkning kan undre, da forældreansvarsloven i andre sammenhænge angående børn og anbringelse angiver, at også børn under 12 år skal have ret til at udtale sig om egen situation og at unge over 15 år har ret til at klage over myndighedernes afgørelser.

Den sidste lov omhandlende, hvem der kan beslutte for børn og unge, er serviceloven. Lov om social service fra 2005 vægter omsorgsaspektet for barnet og §50 pålægger således kommunalbestyrelsen at undersøge børn og unge ved mistanke om behov for særlig støtte, herunder nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §51 foreskriver, at barnet ved åbenlys risiko for skade på sundhed eller udvikling kan undersøges ved ophold på institution eller indlæggelse på sygehus. Indlæggelser i henhold til denne paragraf har på de børne- ungdomspsykiatriske lukkede afsnit været underlagt lov om tvang i psykiatrien, hvorfor barnet kun kunne indlægges mod sin vilje, såfremt det var psykotisk eller i en tilstand der ganske kunne sidestilles hermed. Men dette gælder så ikke længere.

Man har glemt historien

Det er, som om man helt har glemt historien. For hvor er menneskerettighederne for børn blevet af? Hvem har spurgt eller debatteret, hvad der er bedst for børnene og de unge? Og er det ikke underligt med så stor en ændring på baggrund af et internt notat i ministeriet?

I Norge har man valgt at vægte børns og unges egen mening mere og givet både børn og pårørende ret til at klage til det psykiatriske patientklagesystem.

Løsningsforslaget i Danmark kunne være det samme og med en mindre lovjustering kunne der oprettes et særligt patientklagenævn for børn og unge. Et sådant ville give den fordel, at parterne havde mulighed for at specialisere sig i at forstå børn og unges tankegang og derfor bedre kunne vejlede og beslutte til gavn for barnet. Et patientklagenævn for børn og unge kunne bestå af fire personer; en fra hver interessent: retssystemet med en børnesagkyndig jurist, socialforvaltning med psykolog eller sagsbehandler, en repræsentant fra en pårørende forening, samt en uvildig børne-ungdomspsykiater, der ikke var involveret i behandlingen. I dette specielle børne-unge-patientklagenævn kunne barnet/den unge så forklare sit problem, hvad enten det var, at vedkommende ikke ønskede at være indlagt, var vred over en fastholdelse, ikke ville tage medicin mod sin vilje eller få ernæring i en sonde.

Med børn og unges menne skerettigheder i tankerne opfordres til at lave en særlov eller tilføjelse til lov om tvang i psykiatrien vedr. børn og unge med psykisk lidelse og at indrette et børne-unge-patientklagenævn, der kan varetage denne gruppes specielle behov.